FruJulieSødringFødtRosenkilde

hende, at en bekjendt Grossererfrue og Etatsraadinde

havde omtalt hende og spurgt: »Er hun en

Dame?«

Fru Sødring var en udmærket Værtinde. Man kunde

mærke, hvor glad hun var ved sine Gjæster, sine »Ven

ner«. Hultmann sagde engang til hende: »Aa, Fru Sød

ring, De er ogsaa altid saa stolt af Deres Venner!«

Hun foretrak ingenlunde det mandlige Køn. Engang

hørte jeg hende sige: »Efter Bordet gik Herrerne ind at

ryge Tobak, og saa var vi en rigtig hyggelig lille Kreds

af Damer. Gudbevares, hvor man tager fejl, naar man

tror, at

det

er kjedeligt, nej, fornuftige Damer kan netop

tale godt sammen. Vi behandlede ikke Moder eller

Dragter eller kom med Bysnadder,« — hun sagde aldrig

»Bysladder«, men »Bysnadder«.

Den hjemlige Hyggelighed og Gjæstfrihed, som karak

teriserede Fru Sødring, var en Arv efter hendes Moder.

Hun sagde: »Hvad skylder jeg dog ikke min Moder!

Alt det Kvindelige, der skaber et hyggeligt, lykkeligt

Hjem og aabenbarer sig i de mange ordnende Smaating,

— det fik jeg fra hende,« og hun føjede til: »Vi Hu

struer, vi Kvinder i det Hele, vi maa nødvendigvis tit

blive trætte af Smaating, det skal være saaledes, saafremt

vi virkelig vil udrette den Gjerning, vi er kaldede til;

men det glemmer Mændene saa tit, og saa maa vi blot

overvinde os og lade, som om vi ikke er trætte. Det er

lettere for dem, for Mændene; thi de blive trætte af det

Store; det kan Alle se og tage Hensyn til.«

Af saadan en Ytring kan det ses, at Fru Sødring har

følt, hvad det vilde sige, at have Meget at gjøre i al Stil

hed. Det var næsten utroligt, hvad hun i sine Velmagts

dage kunde overkomme. Fire Børn voxede op om