FruJulieSødringFødtRosenkilde

faa og stnaa Gestus, aldrig slog hun ud med Armene,

men bevægede Hænderne en Smule og i stærk Sinds

stemning knyttede hun dem. — Hun maskerede sig

ikke og brugte saa godt som ingen Sminke. Herom yt

rede hun sig saaledes: »Hvor kan jeg faa den rette Na

turlighed og Sandhed i min Fremstilling, naar jeg maler

mig over; saa kan jeg jo ikke med Frihed benytte mit

eget Muskelspil. Naar jeg spiller en Rolle, saa rører

dens Indhold min Sjæl, og

det

aabenbarer sig i mine

Træk langt finere og sandere, end hvis jeg sminker

mig. Desuden — naar jeg nu spiller en Scene, i hvis

Begyndelse jeg er vred, og i hvis Slutning jeg bliver

god og kjærlig, hvor skal jeg saa faa den vrede Rynke

bort? Der er jo intet Skjærmbræt, bag hvilket jeg kan

gaa og viske den ud. Hvis jeg bærer Maske, saa spiller

jeg ikke frit, ikke med Naturens Sandhed i mit Udtryk;

derfor kan jeg ikke indlade mig med den Slags Midler,

selv om jeg i den Henseende staaer ene paa Teatret.«

En Dag talte vi om hendes

Moderation

som Skue

spillerinde. »Det ligger i min Natur,« sagde hun; »det

har jeg haft lige fra min tidligste Ungdom. Jeg var jo

af et urimeligt Humør, jeg gik jo altid og sang og dan

sede, og saa kunde jeg dog lige i det Samme klæde mig i de

gamle Roller og være ganske adstadig. Fader sagde saa

tit til mig: »Du kan sgu godt lægge lidt mere Krudt

for, gjør det kun!« Men jeg

kunde

ikke; dertil var jeg

altfor bange for at komme over den Streg, som netop i

det komiske er saa fin og dog saa nødvendig, for at det

skal blive Kunst. Tit, tror jeg, Publikum var af Faders

Mening, at jeg ikke var stærk nok.«

Af denne Fru Sødrings Moderation kom hendes Sky