FruJulieSødringFødtRosenkilde

53 / 114

kan kjendes gjennem alle hans Frembringelser. Gjælder
ikke, det Samme Skuespilleren? Er der nogensinde be­
brejdet Andersen eller Marstrand eller Gade, at man
strax kan kjende dem i deres Frembringelser? Er det ikke
netop deres største Hæder? Jo, naar jeg kommer ind paa
Scenen, vil jeg have, de strax skal se, det er mig.i Jeg
anfører denne Udtalelse, skjønt jeg jo vel indser, at man
godt kan beholde sin Individualitet og dog udfolde den
i stor Mangfoldighed; men — som sagt — jeg finder
ikke, der ligger Stort til Grund for Beskyldningen om
Fru Sødrings Ensartethed.
Man kan maaske bedst bedømme en Skuespillers Aands­
kraft ved at se, hvad Vedkommende kan faa ud af en
Rolle, i hvilken Forfatteren saa godt som Intet har givet.
Fru Sødring viste allerede i sin Debutrolle hvad hun i
saa Henseende formaaede, og oftere frelste hun tarvelige
Figurer fra at gaa tilgrunde; og saaledes viste hun sig
ofte stor; det var hendes fødende Kraft.
Men hun var ogsaa gjenfødende. En dansk Filosof,
Biskop B. J. Fog, har sagt, at alle Gjentagelser ere aand-
løse, og en anden, Søren Kierkegaard nemlig, har talt
om Gjentagelsernes Aandrighed. Er det ikke saaledes at
forstaa, at Gjentagelser paa Forstandslivets Omraade ere
aandløse, paa Følelseslivets det Modsatte? Ellers saae det
galt ud med en Bøn som Fadervor, eller med Alt, hvad
der hedder i dybeste Forstand at elske. Og Fru Sød­
ring, denne følelsesfulde Kunstnerinde, hun talede Gjen­
tagelsernes Sag. Hun sagde: »Folk har saa tit sagt til
mig, at de nok kunde forstaa, jeg kunde holde ud at
spille en Rolle en to-tre Gange, men saa maatte det blive
rædsomt trættende. Aa, hvor de lidt forstaar mig! Hvor
50