FruJulieSødringFødtRosenkilde

for at fremstille saftige, grove, drøje Figurer. Hun maatte

have Skjønheden med i det Komiske, ellers befandt hun

sig ikke vel. Derfor havde hun mere Lune end Vittig

hed, og derfor elskede man hende mere, end man kriti

serede hende. Paa Scenen som i det daglige Liv havde

hun den hurtigste, yndefuldeste Overgang fra den lystig

ste Skjæmt til det følsomste Alvor, og man kunde da

se, hvor nær disse Sindsstemninger ligge hinanden, ud-

rundne som de ere, af den samme Rod, af det rige

Hjærte. Skjøndt Fru Sødring kunde udtrykke stærke Over

gange i sit Spil, var der aldrig Uro over det; hun var

altid i kunstnerisk Hvile.

Og naar hun traadte ind paa Scenen og strax blev

kjendt og modtagen saa hjemligt, som om Alle sagde til

hende: »Velkommen! Du er en af vore Egnel Vi for-

staa Dig fuldt ud, Du hører til vor nærmeste Slægt og

til de Kjæreste i den,« saa var Sagen den, at hun hélt

og holden var

dansk.

En stor Hjælp havde Fru Sødring — ikke egentlig i

sin Stemme, thi den var ikke usædvanlig vellydende, —

men i sin Udtale. Man vil erindre, at det sidste Vink,

hendes Fader havde givet hende, da hun skulde ind paa

Scenen for at debutere var dette: »Vær . . . . især

tydelig

/«

Det fulgte hun hele sit Liv igjennem. Ikke en Nuance

i Stemmen, langt mindre et Ord gik tabt for Tilhøreren,

og hun karakteriserede Figuren gjennem Stemmelyden.

»Fædrelandet« gjorde tidlig opmærksom paa hendes Styrke

i saa Henseende, idet dens Anmelder, da han omtaler

en Opførelse af »Barselstuen« siger, at det er taabeligt

at lade den stumme Dame her udføres af Jfr. Rosen

kilde, der netop er Mester i at bruge sin Stemme. Se-