50 / 114
nere taler
Edv. Brandes
*) med Rette om hendes
Tale-
virtuositet;
han siger: »Hun forandrede saalidt sin
Stemme, som hun udnyttede det enkelte Ords Klang
farve og den symbolsk malende Akcent. Hun brugte
hele
Sætningen
som logisk Bygning til dramatisk Virke
middel. Enhver, der hørte opmærksomt efter, vil have
mærket, hvorledes, naar Fru Sødring havde sagt en af
sine smaa Replikker, der udgjorde hendes Styrke, Ens
Øre modtog en vis Klang af den samlede Sætning, der
svarede til dennes rent logiske Betydning, og at det var
denne Talens Rytme, der paa én Gang henvendte sig til
Hoved og Hjærte, eller rettere gjennem Forstanden til
Hjærtet. . . . «
Fru Sødring, der ikke vilde ses paa og beundres,
vilde fremfor Alt høres og forstaas. For at opnaa den
beundringsværdige Klarhed i Replikken, der gjorde den
saa skarp og rammende, lod hun i Sætningen, Tankens
Dragt, Akcentuationen snart være som det fineste Broderi,
snart som dybe, grove Sting. Det gjaldt om ikke at
spilde et eneste Ord, hvis Betoning kunde knytte Tilhø
rernes Tanke til hendes. Hvor rig var ikke denne Mo
dulation! Man tænke paa Kobbersmeddemadammens slæ
bende Jargon med alle Æ-lydene, paa Madan Rusts for
dærvede kjøbenhavnske Afsnubben af Slutningskonso
nanterne, og man springe saa i Tanken fra dennes
Møjet
godt
over til Madam Georges rørende, graadblandede
Mæle. »Kamp og Sejers« tarvelige, meget konventionelle
Prosa blev gjennem Musikken i hendes Stemme, der af-
vexlende aandede Glæde og Stolthed over Sønnen,
47
*) Se Edvard Brandes: Dansk Skuespilkunst, S. 190— 91.