FruJulieSødringFødtRosenkilde

I Forbindelse hermed er det værdt at gjøre opmærk

som paa, at ligesom hendes Sangstemme hjalp hende

til at udføre Vaudevillens Sange, bevirkede hendes Sang

natur, at hun forstod Vaudevillens Art. Hun sagde: »Er

det ikke sandt, at naar Ens Lune, Ens Glæde er paa det

Højeste, saa faar man Lyst til at synge. Og er der ikke

Stemninger, der løfte sig saa meget opad, at de kun fri-

gjøre sig i Sang. Det er det bedste Forsvar for og For

klaring af Vaudevillen. De, der finder den unaturlig,

har aldrig været i ægte lyrisk Stemning.«

Fru Sødrings stumme Spil var udmærket. Hun var

aldrig selvkjærlig fremtrædende under sine Medspillendes

Replikker, hun afledte aldrig Opmærksomheden fra det

Væsentlige, men Det, der blev sagt, supplerede hun ved

sit Udtryk, ved sin sjældne Evne til at

høre efter.

Hen

des Mine afspejlede den Talendes Ord. Hun saae den

Medspillende lige i Øjet, og det gav Liv i dem Begge.

Man har beskyldt Fru Sødring for

Ensartethed.

Denne

Beskyldning synes mig at røbe et noget grovt Syn. Hvor

vid en Rækkeevne er der ikke mellem hendes Magdelone

i »Den Stundesløse« og Forpagterkonen i »Kamp og

Sejer«, mellem Geske Klokkers og Fru Bøgedal i »Me

ster og Lærling«. Sagen kom engang paa Bane i hen

des Dagligstue, og hun sagde da: »Jeg vil, at der i min

Kunst som i mit Liv, ligesom i et Musikstykke, skal

være én Grundtone hélt igjennem, og det skal være min

egen Personlighed, min egen selvstændige Individualitet,

som saa nuanceres i de flest mulige Retninger, og det

tror jeg, har der været. Man gjør det jo ellers til en

Hovedbetingelse for al betydende aandelig Virksomhed,

at den Udøvende har en bestemt Ejendommelighed, som

Nicolaj Bøgli: Fru Julie Sødring