67 / 114
et stærkt, forventningsfuldt Aandedrag af et Folk, det
var, som en heftig Feber, som Sommerregn i mange
Blade. Ingen, som ikke har hørt det, kan gøre sig Be
greb om den uforklarlige Aandelighed, der var over det.
Fru Sødring sagde senere, at hun, der dengang stod
inde paa Scenen bag det lukkede Tæppe, følte det, som
om hendes Aandedræt blev indestængt, Intet gjorde et
Indtryk paa hende som dette, og det viste virkelig ogsaa
en mageløs Forventning og Deltagelse.
Langsomt rullede Tæppet op. Hun stod i Bag
grunden ved et lille Bord, med Ryggen mod Publikum.
Alt var stille. Da vendte hun sig om og gik langsomt
ned mod Lamperækken. En aldeles overvældende Storm
af Klap, Bravoraab, Hurraer, Léver, Begejstringsjubel og
Hyldingsytringer susede og brusede ind over hende,
Luften var mørk af Blomster, og snart dækkede de
Scenen. Da var det et ganske usædvanlig skjønt Syn at
se hende staa der ganske simpelt og kvindelig, virkelig
elskelig, med sænkede Øjne og foldede Hænder, uden
at hilse, ja, uden i mindste Maade at bevæge sig; men
i Ansigtet var hun hvid som en Væg. Kun én Gang
løftede hun Blikket og saa ud paa Folk; og da var der
i hendes Øjne et saa yndigt Taknemmelighedens og
Kærlighedens Lys, at Alle jublede meget stærkere og
ligesom tog hende varmt i den aabne Favn. Da bøjede
hun sig og tog en Buket op, som hun sluttede i sine
foldede Hænder, og det gjorde hun saa sandt og følt, at
man mærkede, hun slet ikke stod paa Scenen, men som
det taknemmelige, kærlige, ædle Menneske ligeoverfor
den ubeskrivelige Hyldest. I dette Øjeblik var det, som
jeg holdt endnu mere af hende end før, eller rettere
64