FruJulieSødringFødtRosenkilde

og Tider sammen, Venskab er denne Fests gyldne Ring,

og derfor: en Skaal for Vennerne!«

Herpaa svarede Fru Sødring megetlivfuldt: »Dajeg

idag for

Aar siden stod i Baggrunden af Scenen ved

det lille Bord og med Ryggen imod Publikum, havde jeg

den samme Kjole paasom iaften og saae vel omtrent

ens ud dengang og nu. Men da stod jeg og tænkte paa,

hvad Publikum nu vilde synes om mig; for syntes de

nu ikke om mig, saa var jo det Hele forbi. Men nu

iaften, saa tænkte jeg ikke saaledes;jeg vidste, at

jeg

ikke stod overfor et kritisk Publikum saaledes som den

gang; jeg vidste, at de var Allesammen dernede mine

Venner — det kunde jeg føle. Da Bifaldet tog til, gik

jeg lidt frem mod Lamperækken — jeg syntes, jeg maatte

se dem Allesammen og kjende dem Allesammen; men

jeg kunde slet Ingen se. Da tænkte jeg paa, naar Moder

i gamle Dage kom ind til Fader og skulde gjøre Regn

skab over sine Penge, hvorledes hun havde brugt dem,

saa sagde hun : »Ja, jeg har søgt at føre Husholdningen

paa den bedste Maade, som jeg kunde, det maa Du stole

paa, og saa maa Du tilgive, hvad der har været galt; og

saaTak for Alting!« Og Fader stolede saa ganske paa hende.

Se, saaledes vilde jeg sige til Publikum, og jeg vil sige det

Samme til mine Venner her: Jeg har gjort det saa godt, jeg

kunde; det maa I stole paa. Og saa Tak for Alting!«

Der blev ikke holdt flere Taler. Fru Sødring gik rundt

og gav hver af os dejlige, kolossale »Jubilæumsæbler«,

og derefter sagde hun til Herrerne: »Og I skal endogsaa

i Tilgift have nogle fede, udmærkede Jubilæumscigarer!«

I sin overstrømmende Stemning sagde hun den Aften

»Du« til Alle. Meget taknemmelig over, at det var ble