FruJulieSødringFødtRosenkilde

et er kun sporadisk jeg i det Foregaaende har faaet

Lejlighed til at karakterisere Fru Sødrings Væsen.

Jeg skal nu søge at tegne hendes aandelige Fysiognomi.

Hun førte engang en meget ivrig Dispyt med

H. V.

Kaalund.

Han vilde nemlig tage en bestemt Kunstner

i Forsvar og sagde da, at man ikke burde bedømme

Kunstnerne ganske som andre Mennesker. Da svarede

hun: »De fornærmer jo baade Dem selv og mig ved at

tage det Menneskelige bort fra os, jo, vi skal netop være

rigtige Mennesker, ellers faa vi ingen Betydning som

Kunstnere, og jeg vil ikke nedværdiges ved at skulle

siges at være anderledes end alle andre Mennesker.« En

anden Gang sagde hun: »Jeg hævder absolut, at den

Kunstner, der fuldt ud skal virke ædelt, ogsaa maa

være et ædelt Menneske, og De, der vælter sig i Sølet,

bærer ogsaa i Kunsten Mærker af det Besudlende.«

Efter at have fastslaaet, at hun fordrede Kunstnerens

og Menneskets Uadskillelighed, vil jeg ved Omtalen af

hende som Menneske fremhæve hvad der karakteriserede

hende som Kunstnerinde: hendes

SandhcdskjcBrlighdd.

Hun sagde: »I mit hele Liv har jeg søgt at komme frem

ved Sandhed; jeg har først og sidst villet finde min