FruJulieSødringFødtRosenkilde

paapege en Svaghed hos hende. Hendes stærke, ud

prægede Natur gjorde, at hun havde Vanskelighed ved

at finde sig i Anskuelser og Leveviis, som gik uden om

hendes Opfattelse; her var hun ikke fri for Ensidighed

og viide — i alt Fald overfor Unge - gjærne gribe ind

— om ikke styrende, saa dog stærkt paavirkende. Hun

kontrollerede og vilde gjærne holde Regnskab med sine

Venner. Hun kunde blive vred, og da var hendes Dom

begrænset. Det synes mig, at dette tiltog i hendes senere

Aar, da hun levede saa ensomt og var saa lidt med i

Verden og Livet udenom. Hun var ikke uden Fordring

til sine Medmennesker; de maatte noget rette sig efter

hendes Vilje. Jeg tror, dette for en Del var en Følge af

hendes legemlige Skrøbelighed, og fremtraadte saa tyde

ligt, fordi hun — som sagt — altid ærligt sagde rent

ud, hvad Andre ofte kunde tænke. Det skal tilføjes, at

skjønt hun havde ondt ved at tilgive virkelige Fornær

melser, saa arbejdede hun dog stadigt derpaa og har mere

end én Gang gjort det første Skridt til Forlig, og er da

optraadt med stor Ærlighed og med venligt Sind.

Dem, hun holdt af, gav hun sig stærkt hen til. Hun

havde da en ganske udpræget Evne til at holde dem

fangne og paavirke dem. Allerede som ganske Ung

kunde hun være saa livfuldt optagen, at hun evnede

at fordrive sine Hovedpiner ved at tvinge sig ind i en

stærk aandelig Samtale; men saa paastod hun, at Hoved

pinen gik over til Den, hun talte med. Hun kunde kun

optages ét Sted af Gangen. Hun sagde: »Naar jeg taler

med Nogen eller iagttager Nogen, som interesserer mig,

kan jeg umuligt tage mindste Del i hvad der foregaar et

andet Sted i Stuen ; dertil staar jeg med for stærke Nerve-