99 / 114
96
Sødring besørger ud. Det er saa ofte, at man ikke har
den fjærneste Anelse om, hvorvidt det Bidrag man yder,
g]ør
godt
eller ikke. . . . Jeg saae den sande Glæde her.«
Interessen for og Kjærligheden til Fattige voxede, jo
ældre hun blev. For Enker, Børn og »syge Stakler«
gjorde hun hvad hun formaaede; det glædede hende
saaledes hver Tirsdag at bespise tre Børn, og hun
understøttede fattige Studenter. Gjennem mange Aar var
em saadan begavet ung Mand, der senere blev en dygtig
Skolemand, nøje knyttet til Sødrings Hjem.
Naar der er Tale om hendes Menneskekjærlighed, kan
det
have Interesse at vide, hvilken Slags Mennesker hun
— Kunstnerinden — valgte til sin Omgang. Var det
helst
»berømte« eller særlig »aandrige« Personer? Det
kan
man ingenlunde sige. Vel saae hun i sit Hjem
Kunstfæller og enkelte unge Malere og Forfattere; men
Embedsfamilier dannede hovedsagelig Omgangskredsen.
Fra
sine
Forældres Hus havde hun arvet nogle enkelte
Venner,
f. Ex. Christian Winther og Krøyer, med hvilke
Sødnings
kom en Del sammen; de stod Begge Fadder
til
et af de ældste Børn. 1)
Af Personer, der kom i gamle Rosenkildes Hus og
som
vistnok ikke hørte til Omgangsvennerne i Datterens,
men hvem
hun dog undettiden traf, bør nævnes
Emil
Åarestrup,
»den lille tykke, joviale, naturlige Mand«,
hvem hun
saa godt kunde lide. Blot ved et Par Ord
og ved
Tonefaldet i sin Stemme kunde hun fornøje ham,
1) V ed
Middagsbordet paa denne Dag udbragte Fru Sødring en
Skaai for
de »kjække Ægtemænd«.
Krøyer, der som Peber
svend maaske
følte sig tilsidesat, rejste sig strax og foreslog,
at drikke
for
de
>ægte kjække Mænd!«