105 / 114
102
Naturen, bragt ind i Bylivet, den Tanke tiltalte hende.
Ofte i det Foregaaende vil man have bemærket hendes
fine, kjærlige Følelse for Naturen. Denne Følelse giver
sig ogsaa Udslag i følgende Brudstykke af et Brev, hun
d.
23
de Maj
1873
skrev til mig, da jeg med H. C. An
dersen var paa Rejse i Schweitz. Hun siger:
»Bed Andersen om han vil sætte sig hos mig paa
Bænken ved Genfersøen; jeg har Noget at tale med ham
om. Jeg vil bede ham om at lade de nys udsprungne
Bøge og den yndige frodige Skovbund tale. Ofte har
jo Skoven Grund til at være glad
ov er
Menneskene; men
— ja, De kan nok mærke, jeg har sét Noget, som
oprørte mig; det er Det, ]eg nu betror til
Andersen.
Det var i Søndagsformiddag; vi spadserede i den yndige
Charlottenlund Skov; uagtet Kulden, var Alt dog Skjøn-
hed, hvorhen man saae. Vi havde Bøgegrene med os
og Blomster, som vi med stor Omhu bevarede, da de
skulde smykke Hjemmet; min Dagligstue skulde for
vandles til en Lund. — To Herrer og en Dame, som
gik os forbi, saae paa vore Grene; den ene Herre blev
tilbage, bøjede en dejlig stor Gren ned, brød en Del
mindre Grene af og gik hurtig hen ad den foraarsfriske
Skovsti; og hvad sér jeg ham saa gjøre? Han staar
stille, sér paa sine Støvler, og med det lyse, dunede
Bøgeløv tørrer han Støvet af disse væmmelige Støvler.
Jeg havde nær skreget højt af Harme. Har De kjendt
Mage til Raahed? Jeg tænkte paa Andersen; jeg syntes,
han skulde hjælpe mig.« —
Efter at have skildret Fru Sødring i Forhold til Men
neskene og Naturen, vil jeg omtale hende i hendes
Forhold til Kunst og Videnskab. Jeg tror at turde sige,