108 / 114
Videnskab, kort sagt: de mangfoldige Misvisninger, som
Tiden i hendes senere Aar var fuld af, ja, dem sørgede
hun over, af dem følte hun sig frastødt. Men den Sand
hedssøgen, som hun mærkede rundt om sig, var hun
glad over; hun ménte, at den maatte føde
Personer.
Gammel i Sind blev hun aldrig i den Forstand, at hun
udelukkede sig fra Tidsbevægelserne og med Stivnethed
ene saae tilbage til de Tider, da hendes Virksomhed var
paa sit Højdepunkt, og saa fordømte Alt, som kom frem,
efter at hun var traadt tilbage. Derfor kunde hun i
sine senere Aar skrive til mig: »Af Aar er det en gam
mel Veninde, De har; men jeg er ung i min Følelse og
Tanke, ja, jeg har aldrig været yngre. Maa jeg blot
være rask, skal jeg nok leve og virke for og med alle
mine Kjære« . . . . »Det var morsomt at være med, med
som i gamle Dage; jeg mener, at jeg gjærne vilde være
ved Kræfter som før, saa skulde I sé Løjer.« . . . . »Der
er en saa underlig Fart i mig i denne Tid — jeg er
ikke langsom nok; jeg tror, det ligger i Frosten og det
dejlige Solskin
ude
og Kakkelovnsvarmen inde i min
rare Stue, og saa de kjærlige Tanker, jeg hører fra mange
Venner.. . . Ja, lad os holde fast ved Det, der i Sand
hed griber vor bedste Følelse, holde fast ved alle gode
gamle Minder, saa komme vi nok over, hvad der er
tomt og hult.«
Hendes stærke Temperament bragte hende ogsaa Sorger.
Den
31
te Maj
1885
skriver hun: »Ja, Rosenkilderne
er heftige. Hvor det er ækelt med denne Heftighed!
Jeg kan blive det endnu, skjønt jeg kæmper mod det.
Det er ogsaa det Infame med dette Højre og Venstre,
og jeg kan ikke lade være at udtale mig. Jeg troede,
i
°5