FruJulieSødringFødtRosenkilde

maatte det blive den, at hun meget ofte strøg højre

Haands fladstrakte Fingre hen ovenover højre Øjes Bryn

og Tindingen; det dulmedevistnokhendes hyppige

Hovedsmerter. Hendes Klædedragt var ejendommelig,

uden at være afstikkende, og hun benyttede altid kost

bare Stoffer. Store hvide Kraver med Hedebosyning

husker jeg hende med i mange Aar, og jeg har Indtryk

af, at hendes Dragter vare besatte med mange Kniplinger.

Om Halsen og ned over sit Bryst bar hun ofte en lang,

sort Kjæde af store Ringe, hvorfra der hang et Kors ned,

og hvorved hendes Uhr var befæstet; forresten mindes

jeg hende ikke med Smykker. I sin Promenadedragt

saae hun statelig ud og havde da næsten altidet Lomme

tørklæde i Haanden; hendes Gang var ikke smuk, den

var ægte rosenkildesk, lidt slæbende, lidt rokkende. Hun

generede sig ikke for at være belæsset med temmelig

mange Smaapakker; men hun bar dem med stor Gratie,

som hun overhovedet altid gjorde et æstetisk Indtryk.

Nu er alt Dette svundet for vore Øjne; kun Minderne

drage det frem. Jeg har søgt at fæstne hendes Billede.

Flere Gange har hun talt til mig om, at jeg skulde skildre

hendes Levned. Engang sagde hun: »Det vil jeg be

stemt bede om, at man efter min Død ikke vil skrive

Noget om mig, som ikke kan gavne Andre. I en Bio

grafi bør der kun staa Det, som kan være til Belæring

for andre Mennesker.« Dette hendes Ønske haaber jeg

er respekteret i det Foregaaende. Da Cicero skrev til

Lucius Luccejus og bad ham om at skrive hans Historie,

sagde han: »Ros mig lidt, ikke blot saa meget som mine

Gjerninger kunne fortjene, men tillad kun det Venskab,

der bestaar imellem os, at jeg berømmes lidt mere, end

109