109 / 114
jeg skulde være bleven saadan en stille, gammel Kone,
og nu synes jeg, jeg næsten aldrig har været saa livlig
som i Vinter.«
De gamle Nordboere troede, det var et Varsel om
Døden at se sin Fylgie, og Almuen tror endnu, at det
at se sig selv er et sikkert Dødstegn. Og dog er det
Udviklingens Forpligtelse at beskue sig selv for at lære
sig selv at kjende. Men vist er det dog, at der er en
Selvbeskuelse, som hviler paa Forfængelighed, og den er
ganske vist et Varsel om aandelig Død. Man træffer
meget ofte denne Forfængelighed hos Kunstnere, maaske
oftest hos Skuespillere. Havde Fru Sødring den? Jeg
tror, i en ualmindelig ringe Grad. Selv sagde hun paa
sine gamle Dage: »Forfængelig? }eg vilde saa nødig være det,
men jeg er det endnu. Naar jeg f. Ex. har skrevet et
langt Brev til Nogen eller sendt Nogen en Gave, saa
kan jeg gaa og udmale mig, hvorledes det bliver mod
taget, hvor glad Vedkommende bliver for det og alt
saadant Noget, saa jeg ender med at sige til mig selv:
»Du er dog en taabelig verdslig Nar.« Som man vil
se, var
det
ikke den værste Slags Forfængelighed. Den
eneste Tid, jeg har troet at bemærke en vis sygelig
Selvoptagethed hos hende, var den Periode, da hun
havde trukket sig tilbage fra Teatret; da beskæftigede
hun sig meget med den Tanke, at Publikum havde
glemt hende, at man var utaknemmelig overfor hvad
hun havde ydet, og Lignende. Da var der Bitterhed i
hende; men hun fik hurtig Bugt dermed, og senere har
jeg ofte tænkt paa, at hun var en beundringsværdig
Undtagelse fra den gjennemgaaende saa forfængelige
Skuespillerstand.
io
6