113 / 114
110
Sandheden maaske giver Ret til.« Fru Sødring sagde til
mig i Maj
1884
: »Ros mig ikke for meget, naar De
skriver om mig; det har man ikke godt af, selv naar
man er død. Folk tror ikke paa det. Husk, hvad Magt
der ligger i den rene Sandhed!« Dette Ønske og Raad
har jeg søgt at følge nøje i Alt, hvad jeg har skrevet
om hende. Og saa tror jeg paa, at de Personer, der
har været noget Rigtigt, faa den reneste og mest ægte
Betydning, naar de ere døde. I Eftermælet tale de i
forklaret Skikkelse til os. Det er Opfyldelsen af Bi
belens Ord om Hvedekornet, der falder i Jorden og dør
og da først bærer megen Frugt.
Hvad ejer vi? Vi ejer kun Det, der repræsenterer
vort Livs Arbejde, det vil sige, det Arbejde, i hvilket vi
have lagt vor Kjærlighed ind. Den Gjerning, vi udføre,
har i al Almindelighed intet personligt Udbytte for o s
;
det er Hjærtet i os, der angiver dens Værd. Jo mere
inderlig vi gjøre den af usigelig Kjærlighed, desto højere
stiger dens Værd. Gjærningen være i og for sig saa
glimrende den være vil, den mister hele sin personlige
Vægt for os, hvis den f. Ex. er gjort af Forfængelighed, Have
syge, eller lignende Bevæggrunde. Jeg saae engang en Grav
høj under høje Egetræer og omgiven af en stor Sædemark *
før Sæden var høstet, kunde Ingen retmæssig naae ind til
den: Ingen bør gaa i sin Grav, før han har tilsaaet og
høstet sine aandelige Marker. Det kunde man sige, at
Julie Sødring havde gjort.
Det eneste virkelige Monument paa en Grav er den
Afdødes Livsværk — derfor hviler Thorvaldsen smukkest
af Alle. Men Skuespilkunstens Værk svinder; Hvem sér
det, naar Udøveren er gaaet bort? Ingen er det saa.