111 / 114
blot stille med Det, der rører sig dybest i Dig.« Jeg
har nu skildret hende, saavidt jeg har kunnet det efter
mit Kjendskab til hende. Selv sagde hun engang, at
skulde hun karakterisere sin egen Person, vilde hun
gjøre det ved at fremhæve sin Kjærlighed til
de Gamle
,
Børnene
og sin
Sans for det Ejendommelige i Livets
smaa Enkeltheder.
Der staar nu tilbage for mig at skildre hendes ydre
Person.
Denne vil være de Fleste bekjendt gjennem talrige
Portrætter. Man vil vide, at hendes Ansigtstræk vare
meget markerede, hele Aasynet stærkt gjennemarbejdet
indvendig fra. Den høje, fantasirige Pande stod aaben
og fri, da hun bar det gyldenbrune Haar tilbagestrøget.
Øjenbrynene vare stærke dg meget buede, og naar man
f. Ex. kunde sige om Niels W. Gades Øjne, at de ofte
lynede himmelblaat, saa var der i Fru Sødrings Øjenslue
et i Varme og Lune udstraalende mørkeblaat Sjæleliv.
Næsen var høj og stor, uden at være virkelig skarp, og
den tyndlæbede Mund, der strakte sig temmelig bredt,
havde i sine fine Buer og sit levende Udtryk et rigt
Spil af Satire og Aandighed. Hendes Figur var meget
smuk, og Skikkelsen snarere lille end høj, skjønt spinkel,
saa dog i hendes Sundhedsaar rund. Da
Gertner
engang
tegnede hende, kunde han ikke blive færdig med at be
undre hendes skjønne Byste, de smukke Arme og de
fine, smalle Hænder.
Hvad der gjorde hele hendes Person dobbelt behagelig,
var den fuldendte Zirlighed og Properhed, som var over
hende. Bevægelserne vare yndefulde, og der var intet
Barokt over hende. Skulde jeg nævne en Særegenhed,
io
8