FruJulieSødringFødtRosenkilde

hun forstod alle Kunstarter og skattede dem alle højt,

men næst efter Skuespilkunst, Musik og Digtekunst, som

hun kom i udøvende Forhold til, tror jeg, Malerkunsten

var hende kjærest. I sine raske Dage, besøgte hun

meget Udstillingerne paa Charlottenborg, og jeg har Indtryk

af, at blandt den Tids danske Genremalere var

Carl Bloch

hende den kjæreste. Engang sagde hun: »Har De no

gensinde set Nogen male Øjne som han, baade skjønne

og komiske, som nu f. Ex. den vrede Mand i den Værts

husscene, som han kalder »gamle Fyre«, De véd

ham,

der skeler saadan

og saa skelede hunselv med en

aldeles ubeskrivelig komisk Virkning.

Hun var ligefrem forbitret over den overlegne Maade,

hvorpaa Rigmænd ofte gjøre Bestillinger hos Kunstnere,

som om det var en Naade, at de vilde kjøbe Billederne,

istedetfor at de burde prise sig lykkelige ved at faa. dem

i Eje. Da hun selv engang kjøbte et Maleri, skrev hun

til vedkommende Kunstner: »Vil De vise mig det Ven

skab, at jeg maa blive den lykkelige Ejer af Deres

smukke Arbejde?«

Hvad hendes Læsning angaar, da blev denne med

Aarene mere og mere omfattende og dyberegaaende;

hun havde Meget at indhente fra sin Barndom og tidlige

Ungdom, og hun tog alvorlig fat, læste ypperlig og be

varede det trofast. Hun har fortalt mig, at den første

Bog, hun kjøbte, efter at hun som ung Pige selv havde

faaet Indtægter, var St. Hilaire: Napoleons Historie. Af

Romanforfattere satte hun

Dickcns

højst. Senere hen

Livet bestod hendes Læsning mest i etiske Afhandlinger,

Biografier, kort sagt: saadanne Skrifter, der kunde lære

hende at leve. Hun sagde: »Jeg elsker de Bøger, hvori

103