104 / 114
101
Dem, at stille Dem saadan op og besé mig!« Damen
forsvandt i en Fart.
Værst var det hende dog, naar hun gik i Kirke. »Det
følger af sig selv, at jeg dér vil være i Stilhed og ube
mærket, og saa vækker jeg altid Opmærksomhed og
bliver bekigget,« sagde hun.
Man kan ikke undres over, at hun tilsidst udtalte: »Jeg
har Lyst til at trække mig tilbage; jeg er træt, og jeg
trænger til at kunne gaa ned ad en Gade i Fred.« Be
rømmelsens Offentlighed havde hun faaet Mér end
Nok af.
Fru Sødring var en stor Ven af Folkelivet og en ud
mærket Iagttager af de mange smaa Tildragelser, hun
blev Vidne til paa sine Spadsereture. Ligesom hun var
en varm Patriot, var hun ogsaa stærkt optaget af sin
Fødebys Liv og Udvikling. Hendes Kjærlighed til Naturen
gav sig Udslag i den Interesse, hvormed hun omfattede
Hovedstadens Haver og Anlæg, og hun var ingenlunde altid
venlig stemt mod den Borgmester, der havde disse An
liggender under sig. Hun vilde have overmaade mange
Buskads- og Blomsterpartier indrettet rundt omkring,
hvor det var muligt, Springvande skulde kvæge, for-
skjønne og lyde melodisk, og der skulde være Over
flødighed af Bænke. Men disse Anlæg maatte ikke af-
spærres. Hun hadede Stakitværker: »naar man anbringer
saadan Noget, saa opdrager man ikke Folk til Moralitet
— for mange Forbud bevirke Overtrædelse
men
man skal opdrage Folk til at indse, at alt Sligt er voi
fælles Ejendom, som vi skal glæde os ved, og som vi
skal enes om at passe paa. Saadan gjør de i de sydlige
Lande!«