110 / 114
Ved Omtalen af Fru Sødring som Skuespillerinde har
jeg gjort opmærksom paa hendes danske Natur. Den
fostrede den varmeste Fædrelandskærlighed; hun var af
hele sit Hjærte dansk. I Krigsaarene var hun levende
opfyldt af Begivenhederne; hun skrev opmuntrende
Breve til Venner i Felten, og vort Folks Sag var hendes
Sag. Det var ogsaa hendes Danskhed, der bragte hende
til at skatte en Digter som
Ploug
saa højt; paa ingen
Maade er det en Tilfældighed, at hun lod sig afbilde
med hans »Samlede Digte« i sin Haand, saaledes som
hun staar paa det bekjendte Billede af hende.
I Fru Sødrings Følelse var der altid
Alvor.
Jeg hørte
hende engang udbringe en nyforlovet Piges Skaal. Hun
sagde da: »Kvindens Ansvar stiger fra Datter til Søster
— Brud — Hustru og Moder. Og hvor god er ikke
Gud, at han lader dette Ansvar blive størst gjennem det
selvvalgte, dybest sympatetiske Forhold. Tro mig, naar
Lykken straaler farverigt, solvarmt og rødmende, saa har
den Alvor som Baggrund. Det er Sagen: lev alvorlig,
saa bliver man ogsaa glad.« — Her talte hun af egen
Erfaring.
Og hendes Alvor lod hende blive
dybtgCLCLcnde
og
grundig i alle Forhold. Man kan maale et Menneskes
Dygtighed efter den Energi, hvormed Vedkommende
tilegner sig alt det Væsentlige, der møder det paa \ ejen.
Lader man noget, der vedkommer Ens Natur, ligge
uoptaget og uforstaaet, og man saa gaar videre, er der
Brist paa Dygtigheden. Fru Sødring beviste netop i saa
Henseende sin Energi og sit Alvor.
Hendes allerinderste Følelser kjendte jeg ikke, og dem
trænger Verden aldrig ind til. Hun sagde selv: »Gaa
107