103 / 114
100
ned igjennem Københavns Gader, véd, i hvor høj
Grad hun var Gjenstand for de Forbigaaendes allerstørste
Opmærksomhed. De fixerede hende fra Top til Taa,
smilede paa allervenligste Maade og standsede, naar hun
var kommet forbi, for ogsaa at nyde hende paa
Ryggen.
En Formiddag gik hun over Amagertorv og saae dér
en Mængde dejlige Pigeonæbler hos en Sælgekone. Hun
fortalte senere: »Det var et uhyre sværlemmet Fruen
timmer og ganske violet i Hovedet. Jeg gik hen til
hende og sagde ganske stille og sagte: »Hør, kan jeg
ikke
faa
de Pigeonner sendt hjem?« Saa satte Konen
begge Hænderne i Siderne, saae straalende paa mig og
sagde: »Om
De
kan faa dem sendt hjem? Jo, det véd
Gud, De kan, Fru Sødring.« Saa rejste hun sig op og
raabte med en vældig Stemme: »Peter! Peter! Bring
de Pigeonner til Vestervold
3
til Fru Sødring fra Teatret!«
Jeg blev ganske ulykkelig og luskede af; for Folk saae
efter mig.«
Hun kunde mindst finde sig i Publikums Paatrængen-
hed,
naar
en
alvorlig eller poetisk Stemning hos hende
krævede
Ensomhed — i Kirken eller ude i Naturen.
En Dag
sad hun paa en Bænk
i
»Dyrehaven« og glædede
sig
ved at nyde Skovensomheden. Stedet var afsides, og
hun troede sig
sikker. Da kom der spadserende en
Dame,
og da
denne paa dette ensomme Sted saae den
bekjendte
Skuespillerinde, stillede Vedkommende sig op,
stiv som
en
Støtte,
og betragtede hende. Da blev Fru
Sødring
saa
opbragt, at
hun rejste sig og sagde: »Herre
gud,
kan
De
da ikke begribe, det er uforskammet at