FruJulieSødringFødtRosenkilde

Det, jeg læser, maaske kan indtræffe for mig selv to

eller tre Dage efter, at jeg har læst det. Saa er jeg

bleven undervist i, hvorledes jeg skal skikke mig i det.

Saaledes skal Kunsten være til for Livet, først da ud

fylde de og forklare hinanden; uden

det

har Literaturen

eller Kunsten ikke virkelig Værd for mig. Nogle Men

nesker har deres Talenter — ligesom Urtekræmmerne

deres Varer — liggende i smaa Rum; men jeg vil, at

de allevegne skal træde frem og beaande hele Livet og

enhver nok saa prosaisk Gjerning.«

I Forbindelse hermed anfører jeg følgende Ytring af

hende: »Naar jeg i en god Bog kommer til Noget, der

rigtig griber og fylder mig, saa maa jeg lægge Bogen til

Side og foretage mig en eller anden huslig Gjer

ning.«

Den saakaldte moderne, realistiske Retning i Litera

turen var hun ikke Tilhænger af; i alt Fald syntes hun

ikke om dens Sprog. I Oktober

1884

sagde hun: »Det

er underligt, at man slet ikke længer har Lyst til at for

tælle simpelt og jævnt, naturlig og lige ud ; nu skal

Alting gjøres pikant. Tit, naar jeg læser vore nyere For

fattere, kommer jeg til at tænke paa en lille Pige i Koret

ved Det kongelige Teater. Hun var mig meget hengiven.

Saa en Dag kom hun med et Par Maanedsroser og gav

mig dem. Jeg lugtede til dem; hun havde hældt Eau

de Cologne paa dem. Saadan bære mange af de mo

derne Forfattere sig ad «

Vilde man spørge, om Fru Sødring i det Hele, da hun blev

ældre, stod i stærk Opposition til alt det Nye, der brød frem

i Tiden, saa maa der svares Nej. Det Uréne, Sjofle, Hadet,

Ufordrageligheden, Overfladiskheden, Tendensen i Kunst og