94 / 114
tage mig som jeg er; jeg er maaske mange Gange tem
melig oprigtig; men hvad skal jeg gjøre? Naar jeg er
sammen med Venner, jeg holder meget af, og især
unge,
saa kan jeg ikke dy mig; min ærlige Mening maa ud.
Gamle Mennesker kan jeg sidde ganske stille og tavs
overfor; men for de Unge maa jeg udfolde mig.« — En
anden Gang skriver hun midt i sin store legemlige Svag
hed: »Jeg er bange for, at I slet ikke rigtig forstaar mig;
det er Altsammen
min
Skyld. Jeg siger Noget, som
trænger til nærmere Forklaring, men da jeg mangler
Kræfter, tier jeg, og saa staar Det, jeg mener, uklart. . . .
Jeg har tænkt meget paa det; jeg kan ikke lide Taage.
De, som ikke kjender mig rigtigt, blive, hvis jeg ikke
tager fejl, ofte forbavsede over, at jeg saa ligefrem siger,
hvad jeg tænker. Det er maaske ikke rigtigt; men bær
over med mig
heri; thi jeg forsikrer, det
hørermin
Natur til.
Lige
overforMennesker, jeg ikke
brydermig
om, sker det
aldrig;
thi husk paa: der er stor Forskjel
paa
Venskab
og
Bekjendtskab.
I ere unge, jeg er
gammel; men holder man af hinanden, og har man Tillid
og Tro til hinanden, saa kan man godt derfor være
sande Venner. Har I læst, hvad
Martensen
siger i den
specielle Del af Ethiken om det sande Venskab?«
Igjennem saadanne Udtalelser gaar der jo en ægte,
paalidelig Følelse. Det vilde ogsaa være uendelig galt,
om man vilde opfatte mine ovenstaaende Udtalelser saa-
ledes, at man vilde mene, Fru Sødring ikke var et
kjærligt Menneske, det var hun rigtignok, i høj Grad
endogsaa.
Hun
sagde:»Jeg vilde dog saa
gjærne,saa
inderlig gjærne være et rigtig kjærligt Menneske« og:
»Ved Enhver, som elsker af Hjærtensgrund, bliver der