FruJulieSødringFødtRosenkilde

traade i Forbindelse med min Gjenstand. Derfor bliver

jeg altid nervøs, naar der foregaar for Meget omkring

mig; jeg maa trække mig hen i en Krog, eller ind i en

anden Stue med Den, jeg skal tale med. Ja, det er

egentlig vist sandt, hvad Fru

Hejberg

engang sagde om

at jeg er en lidt vel extravagant Tilhænger af Det,

som jeg holder af.«

Trods en Ytring i modsat Retning, som er anført i

det Foregaaende, tror jeg vel egentlig, hun var mest

interesseret ved at tale med Mænd, og det var ogsaa

dem, der forstod hende bedst. Hun skriver til mig d.

te August

1880

: »Længe før jeg blev Skuespillerinde,

allerede fra mit

te—

de Aar, har Manden søgt mig.

Alle de Herrer, unge og gamle, som kom i mine For

ældres Hus, har talt mest med

mig

— jeg har ofte

undret mig derover — jeg, som aldeles ikke er kjøn —

det har jeg bestandig vidst — fra jeg var en lille Pige —

navnlig mit Ansigt; mine Ansigtstræk ere jo saa uregel

mæssige og saa lidet kjønne. Jeg kunde skrive Meget

men nej! Sig mig, hvad fængsler Mændene til

en Kvinde, som m/g?«

Ja, Svaret var jo let at give; men det behøver ikke at

gives her.

Det var hende om at gjøre at blive holdt af som Men

neske, og ikke, fordi hun var den store Skuespillerinde.

Da hun havde taget sin Afsked fra Teatret, skrev hun:

»Hold

af mig som

slet og ret Menneske

, behold

mig som Deres gamle Veninde!. .. Vore hyggelige Vin

teraftener haaber jeg skal være fulde af Samtale, Alvor

og Glæde.«

Nogle Udtalelser i hendes Breve ville kunne viso

hendes Interesse for hendes nødlidende Medmennesker.