FruJulieSødringFødtRosenkilde

altid noget Elskværdigt.« Hun sagde ogsaa: »Jeg kan

ikke lide de Folk, der taler saa kort, naar de skal ud

trykke en Følelse. Herregud, vi har jo vort Sprog, og

det elsker jeg, fordi der slaar et varmt Hjærteslag i det;

det har saa mange Udtryk, hvorved man kan vise, at

man er et Menneske!«

Fru Sødring holdt af Mennesker, men hun sagde om

dem: »Mennesker er vanskelige — de er akkurat ligesom

Skorstene. Ja, De kjender maaske ikke Skjorstene, saa-

dan som en Husmoder, der har med Komfurer at gjøre,

kjender dem; de har deres Nykker, som man maa vænne

sig til, og bliver nødt til at rette sig efter, inden man

kan omgaas dem paa rigtig Maade. Saa skal

det

Spjæld

drejes for, saa

det, og

naar

det

staar aabent, skal det

andet lukkes o. s. v. — Akkurat saadan er det med

Mennesker.«

Hun forstod sig godt paa dem, hendes psykologiske

Blik var fint. Hun saae det Aandelige i det Legemlige.

»Hvilket Udtryk der dog kan være i en Kind,« sagde

hun, »ikke at tale om en Ryg. Naar En er muggen, se

saa paa hans Ryg, den viser det; og naar En er færdig

med Livet, saa skal jeg først kunne se det paa Ryggen

af ham. Jeg finder ogsaa, at Folks Nakker er saa karak

teristiske.« Saa sagde hun ogsaa: »Den eneste Slags

Mennesker, som jeg slet ikke kan med, det er disse, som

jeg kalder »Kagedej«; det ene Øjeblik kan man bringe

dem i denne Form, det næste i en hélt modsat; de

retter sig aldeles efter min Lyst.«

Dette var, for saa vidt, sandt. Hun havde Respekt

for det Individuelle; men jeg kommer dog i Sandhedens

Navn, efter min Overbevisning og Erfaring, til her at