FruJulieSødringFødtRosenkilde

Person og saa blive i den. Hvor er det dumt at tro,

det er det Klogeste, naar man vil frem, at bruge Bereg

ninger, Intriger og Omveje. Var jeg Præst, jeg vilde

sige fra Prædikestolen:

»Tro mig nu, det Eneste, der i Længden fører til

Noget, er den lige Vej, Sandhedens lige Vej, Aabenhed

og Ærlighed bringer videst frem, for det bringer En ind

i alle redelige Hjærter.« Der tales ikke Nok fra Prædike

stolen om Sandhed.

Fog

, som jeg holder saa meget af,

taler ofte om Kjærlighed — og taler dejligt om den —

og han taler om Gavnmildhed og om, hvor lidt Pengene

har at sige og om meget andet Udmærket; men han

taler aldrig Nok om Sandheden, .og det er dog det Vig

tigste; thi afviger man fra den, saa er man strax inde i

saa meget Ondt. Dette gjælder i Menneskelivet som i

Kunsten.«

Jeg stadfæster af Erfaring i Omgang med Fru Sødring,

at hendes Sandhedskjærlighed var stor. Jeg havde en

gang, for mange Aar siden, en Samtale med hende

derom; thi jeg maatte gjøre en Indvending mod hendes

Vurdering af Sandheden som det Højeste. Jeg sagde

omtrent saaledes: »Sandheden, den rene Sandhed, er som

den rene gjennemsigtige Frostluft, men man kan dø af

Kulde.« Dette indrømmede Fru Sødring; men hun

sagde, at hendes Natur havde lettere ved at gjennemføre

Sundheden

i alle Forhold end Kjærligheden.

Hendes Aabenhjærtighed ytrede sig ikke lige stærkt

overfor Alle. Hun skriver: »Det er saa forunderligt at

sé, hvor lidt Tid enkelte Mennesker behøve for at kjende

hinanden; det maa være, naar man ærlig staar ligeover-

for hinanden i al Sandhed

Ja, kjære Venner, I maa

9 0