112
Aar 1899.
Arbejdsgiverforeningen lystrede; Forliget var godt, og Be
styrelsen blev genvalgt; Ludvig Christensen blev Næst
formand.
Og imidlertid forhandlede Titans Direktion med Ar
bejderne
0111
Akkordpriserne, og Forhandlingerne fandt
Sted som forudset og forudsagt under ganske lovmedhol
delige Strejkeforhold. Arbejderne tog det med stor Ro
og viste et Minimum af Medgørlighed men et desto større
Kvantum Taalmodighed, thi de vidste jo, at Titan var den
lille efter et saadant Forlig og maatte give efter. Arbejdet
blev først optaget paa Centrifugeværkstedet d. 18. Febr., og
Akkordpriserne, som i de næste 2—3 Aar nedsattes 20 å
50 %, fik denne Gang kun en Reduktion af 7—10 %.
Naar man nu ser tilbage til disse bevægede og vrede
Dage, skal det indrømmes, at det var godt, at det gik,
som det gik, og at det ikke lykkedes at vælte Arbejds
giverforeningens Bestyrelse, og maaske var det ubevidst
Ansvaret for, hvad der vilde ske, der bragte Oppositionen
til at vakle, netop da Sejren syntes vis. Og dertil kom,
at Arbejdsgiverforeningens Hovedkvarter umiddelbart efter
disse Episoder forandrede Kulør lige overfor Jæ rn indu
strien.
Maaske havde man faaet et andet Syn paa Fabrikantfor
eningens ledende Mænd, maaske ha r Fabrikantforeningens
Formand meget hurtigt laaet bibragt forskellige af Ar
bejdsgiverforeningens Spidser det Indtryk, at intet var F a
brikanterne kærere end at faa Lov til at arbejde i Fred,
og at de saa Vejen dertil gennem en stærk Arbejdsgiver
forening, der altid var rustet til at forsvare sig — nok er
det, i Løbet af faa Uger havde Henvendelser bl. a. fra
Murermester Vilh. Køhler, som i de følgende Aar kom til
at staa i et varm t Venskabsforhold til flere af Jærnindu-
striens ledende Mænd, faaet et vigtigt Samarbejde i Gang