285 / 312
283
anden Blanding til Urteboden. Han snittede Strømpe
brætter til Huset og Fugle til Fugleskydning for Børnene;
kunde skære Stokkeboved med Ansigt paa en Tjørnekæp
og af Spanskrør og Cigarkassetræ snedkre en pyntelig
Blomsterkasse. Han støbte Tinsoldater til sine Drenge og
Gipsmedailler i Svovlformer, han selv havde lavet. Han
ætsede Navnestempler og gjorde Tryllekunster. Som
han barberede sig selv, klippede han egenhændig sine
Sønners Haar, var Rytter og Kusk, i sin Ungdom en
dygtig Svømmer, saa dristig, at han til Tider kom i
Livsfare derved, og første Mand paa Stigen for at lede
Slukningen af en Ildebrand i Fiskerlejet, han fra
1862
om Sommeren boede ved. Han var en levende inter
esseret Gartner, gravede og plantede, beskar og pluk
kede Frugt, kendte hver Blomst i sin Have og hver
Kaktusaflægger i sit Vintervindue og vogtede det alt
med en Samlers Aarvaagenhed. Han var saa præcis,
at Folk stillede deres Ure efter hans Enspænder, naar
han om Sommeren kom kørende ind fra Landet gen
nem Købmagergade for paa Slaget
8
at være i Forret
ningen paa Amagertorv.
I Forholdet til Børnene var Moderen den varm
blodige Natur, i hvem Hjertet altid var det, der talte
højest, Faderen den strenge og tilknappede, overfor
hvem Respekten kunde have et Stænk af Frygt i sig,
saa længe de ikke var voksne. Det gjorde et eget
Indtryk paa dem, da den ellers stærkt beherskede Mand
en Decemberdag i
1857
kom hjem fra sin Moders Døds
leje og med Graad i Stemmen sagde: »Nu er den
gamle Kone død.« Og de kunde ikke glemme det
ligblege Ansigt, med hvilket han,
6
Aar efter, en Vin
termorgen kom op fra sit Kontor, hvor han ufor
beredt havde læst i en Avis, at hans ældste Broder,