286 / 312
284
Lægen, Familiens og hans Stolthed, Aftenen i Forvejen
pludselig var død under et Besøg hos en af sine Pa
tienter.
Som Krigspuds i hans Øjne var Krigens egentlige
Kunst, kunde han i Opdragelsen af sine Børn med en
self-made m an s
Opfindsomhed ty til »Krigspuds«, som
hans alvorlige Væsen gav den fornødne Myndighed.
Engang, mens Børnene var smaa, var et Vækkeur
gaaet i Stykker. Ingen havde gjort det. For at faa
Sandheden for Dagen lod han saa alle fire Børn stille
sig op ved Spisebordet og lægge højre Haand fladt paa
Bordpladen — den mindste kunde lige naa med Næsen
op til den. Selv kom han derefter uhyre alvorlig med
en dragen Sabel, en Insurgentsabel fra
4 8
, i den ene
Haand, et Stykke Fyrsvamp i den anden: nu skulde
Synderen bekende, ellers fik han Haanden gennemboret
med Sablen — Fyrsvampen var der til at standse Blo
det. Angst hviskede det ældste af Børnene til sin Side
mand: »Sig, det er dig.« Heldigvis var der ingen af
dem , der erklærede sig skyld ig, heller ingen , der var
det. Men »Krigspudset« kunde let have ført fra i
Steden for t i l Sandheden. En anden Gang havde de
to Drenge ved Middagstid ringet paa en Portklokke.
Saa sagde Faderen til dem — og de troede ham —,
at de var stævnede for Retten derfor; han var mødt
for dem, og heldigvis havde han kendt Assessoren og
faaet ham til for denne Gang at lade Naade gaa for
Ret. Men næste Gang — ! Legemlig Straf brugte han
næsten ikke. Han samlede til Bunke, sagde han, og
Sønnerne kunde som voksne kun huske et eneste T il
fælde, hvor de havde faaet Prygl, mens deres Moder
med Taarer i Øjnene saa Ridepisken i den strenge
Faders Haand svirre hen over Drengenes Rygstykker.