287 / 312
285
Det var i Ro, ikke i Opbragthed, Eksekutionen fandt
Sted, — en Opsummering, der var naaet til sit Facit.
I den faamælte Mand laa der dybt inde en Liden
skab, som dog kun sjelden kom til Orde. To Aar
gammel havde han oplevet Jødeforfølgelsen i
1 8 1 9
.
Der maa have været talt meget om den i hans Barn
dom. Indtrykket af den havde ubarmhjertig bidt sig
fast i ham, som en lurende Rædsel, han kun halvvejs
var sig bevidst, men som aldrig slap ham. Den styr
kede hans naturlige Ulyst til offentlig Optræden, hans
Sky for alt hvad der kunde drage Opmærksomheden
hen paa sig. Det beskedne, tilbageholdne Liv, hvor
man aldrig stiller sig til Skue, aldrig trænger sig frem,
aldrig er højrøstet eller støjende eller stortalende, hellere
nøjes med den næstbedste Plads end udfordrer Mis
undelsen og Kritikken ved at kræve den bedste, hellere
bliver borte end vækker Forundring ved sin Nærværelse
— det blev det Liv, han hyldede og levede. Han vilde
udadtil føles som en Borger blandt Borgere, ikke som
en jødisk Undtagelse i et kristent Samfund. Derfra
hans skarpe Blik for alle afstikkende Manerer, al unø
dig Betoning af det særlig jødiske gennem Vendinger
i Sproget eller Omtale af jødiske Forhold i Ikke-Jøders
Nærværelse. Derfra hans ranke Holdning, hans rolige
Ansigt, hans beherskede Gang.
Hvad der paa ham kunde hvile som et Tryk, blev
i hans Kones glade Sind til religiøs Frimodigked. Hun
følte ingen Trang til at skjule over noget. Hendes
Religion var en Gud Fader-Tro i barnlig Fromhed,
Jødedommen for hende en Kærlighedslære, hun var
stolt af at være knyttet til. Dens gamle Skikke be
varede hun i det huslige L iv, saa længe Forholdene
tillod det, ikke fordi hun i dem saa en Salighedssag,