289 / 312
somme Husmoder voksede med Forretningen, men var
i en lang Række Aar anlagt paa den største Spar
sommelighed. Der var endnu ingen Overflod at tage
af, og Husets Herre havde i sit Barndomshjem noksom
set, hvad Næringssorger vilde sige. Han kunde med
et Tonefald af Beundring nævne »den sande Økonomi«.
Middagsmaaltidet med de tarvelige Hverdagsretter gik
for sig i den størst mulige Skyndsomhed — Forret
ningen kaldte. Sigfred Goldschmidt, som var en født
Drillepind, kunde knap faa Tid til at more sig med et
Par drillende Ord til den yngste letmodtagelige
6
—
7
aa-
rige Datter eller til »Sørensen« og »Olsen«, som han
benævnede de to Sønner. Den hurtige Spisning blev
en Familievane, der holdt sig i mere end ét Slægtled,
selv da alle Forhold i øvrigt var forandrede. F. L.
Liebenberg, som senere i mange Aar var Husets Ven,
sagde paa sin skæmtende Maade: »Det er et rigtig rart
Hus at komme i, Triers, men man faar aldrig Tid til
at blive mæt.«
Især Husmoderen var selskabelig anlagt, kunde være
ung med de unge, glad med de glade. Endnu paa sin
gamle Alder kunde hun ikke høre Dansetoner, uden
at Fødderne uvilkaarlig trippede under hende. For
Sang og Musik havde hun et aabent Øre, men havde
hverken lært at spille eller synge, det lærte Døtre ikke,
dengang hun var ung Pige. Der blev holdt Børnebal
og spillet Komedie i den ikke store Spisestue i Hjør
net mellem Forhus og Sidehus, som fra Begyndelsen
af tilligemed Dagligstuen til Gaden og Sovekamret til
Gaarden udgjorde hele Beboelses-Lejligheden. Pigen sov
for Enden af Korridoren mellem Spisestuen og Køk
kenet. Mange Aar igennem havde Familien logerende.
I Værelset til Gaden ved Siden af Dagligstuen boede
287