291 / 312
289
bortrevet fra alt det gamle og vante, at det varede meget
længe, inden jeg kom til mig selv.« Og
3
Maaneder
efter til Ad. Triers Søn: »Jeg er nu bleven fuldstæn
dig Eremit, idet jeg er flyttet fra min Broder, af Maler
hensyn, og har lejet mig et prægtigt Værelse med den
herligste Udsigt, man kan tænke sig. Tænk dig mig
staaende om Morgenen ved det aabne Vindue, fodrende
Spurvene, og fryde mig ved at lade Blikket glide over
en meget stor Have, over Byen med sine Taarne, og
endelig standse ved de blaanende Bjerge i Horisonten.
. . Du glæder dig til snart at se dit Billede — det gør
mig ondt, ti ogsaa her maa jeg atter anraabe din Taal-
modighed. Det lader til, Billedet er født under en
uheldig Stjerne, for hidindtil har dets Skæbne været
ublid. Mange sorgfulde Timer har det forvoldt mig,
og jeg er nu kommet til det Resultat at lade det hvile,
indtil jeg med friskt Blik kan tage fat paa ny. Og
hvad er det, jeg har søgt, hidindtil forgæves, at give i
dette Billede? En Eneboer i den store By. En gam
mel Mand, der har udspillet sin Rolle i den larmende
By, har fundet Hvile og Ro i det høje Taarn. En let
Taage hviler over den slumrende By. Stilhed over
alt, ingen Lyd hæver sig op til det høje Taarn, hvor
den ensomme gamle, tæt indsvøbt i sin lange Kappe,
staar tankefuld med Blikket mod Øst, hvor Morgen
røden melder den kommende Dag. En ny Dag ser
han bryde frem — naar kommer hans sidste? naar
skal hans Sjæl ung og let flyve ind i Længslernes Sol
land? Man ser ud over den store By, der med sine
Kupler og Taarne skimtes gennem Morgentaagen. Bil
ledet skulde aande en behersket, vemodig Længsel,
Stilhed og Fred. Opgaven er malerisk, derom er jeg
overbevist; men den kan kun løses ved en smuk, om-
19