292 / 312
290
hyggelig Behandling og ved en sand Gengivelse at
Morgenbelysningen. I den gamle — jeg har tænkt
lidt paa Liebenberg — synes jeg det er lykkedes mig
at lægge noget af det, jeg har tænkt mig, dog er jeg-
langt fra tilfreds; Morgenbelysningen tror jeg er falsk,
den er blevet for tung og farvet, og jeg maa derfor
vente paa en mildere Aarstid for at kunne tage de
nødvendige Studier. Det m aa hvile, sætter det ogsaa
din Taalmodighed paa en haard Prøve; for m ig, der
brænder efter at udrette noget, har det været en haard
Dyst.« Endelig skriver han d.
1 8
. Juni
1 8 7 0
, at han
lader Billedet løbe af Stabelen. »Din Fader maa jeg
takke, fordi han ved sin Bestilling satte mig i Stand til
at fuldføre mit første Billede. Ja dette mit første, noget
vanføre Barn har jeg født med Smerte og sender det
nu nøgent, uden Ramme, ud i den vide Verden. Mod
tag det med lidt Kærlighed, besørg snarest muligt en
Ramme, ti som Klæder skaber Folk, skaber Rammer
Billeder.«
At hjælpe et gryende Talent eller en praktisk Dyg
tighed over de første Vanskeligheder stemmede særlig
med den selvhjulpne Købmands Tankegang. Jo mere
hans Formue øgedes, des mere voksede hans Trang til
og hans Glæde ved at støtte og glæde andre. Han
kunde købe Genstande ind, som han gemte i sine
Skuffer for i et uventet Øjeblik at bruge dem som
Gaver til Gæsterne i sit Hus, særlig de gifte Børn,
der, saalænge Forældrene levede, regelmæssig samledes
Søndag og Onsdag i deres Hus. Det strenge, som
Børnene i deres Barndom af og til havde følt sig
knugede af, smeltede i Aarenes Føb, og Faderen blev
den trofaste, redebonne Ven, der frisindet lod dem
selv vælge deres Fivsplan, hvor fremmed den end