141 / 321
Mesteren frit staae, huorledis de med Suennen enhuer effter sin døg-
tigheed kunde accordere och ofuereens komme.«
Dette er en ganske simpel Misforstaaelse, —der ikke tyder paa sær
lige Aandsevner hos Forfatterne, —af Paragraf
18
i Skraaen af
1 623
, og
det tyder ikke paa, at de har følt sig forpligtede til at gaa synderlig
grundigt til Værks i deres Lovgiveri, naar de ikke har formaaet at sætte
sig bedre ind i de murende Folks virkelige Forhold. Paragraf
18
lyder:
»Maa ingen murmester vdi dette laug giffue sine suenne til løn een
meere end en anden, huerchen paa støchwerch, dagløn eller vgeløn,
vnder
20
Marks bøder; ochschulle alle laugsbrødre wed oldermanden
och hoszsiddere, naar deris møeder och forsamblinger scheer, foreenis
och sette støchwerch, vge- och dagløn, huad een huer med billighed
bør at haffue och kand fortiene, paa det at suenne saauelsom mestere
paa begge sider kand wedbliffue.«
D. v. s. den ene Mester maa ikke give sine Svende mere i Løn end
den anden Mester. Men Svendene blev paa Laugsmøderne delt i for
skellige Lønklasser. Og det kunde selvfølgelig ikke tillades den enkelte
Mester at bryde disse af Lauget fastsatte Rammer.
Et afgørende Bevis for at Statskollegiet ikke har haft noget med
disse løsagtige Papirer at gøre, finder man i Artiklerne af
1666
d.
5
.
Februar for »Murmestersvendelauget«, med hvilket Udtryk de tyske
zünftige Svendes Ønske om Anerkendelsen af et særligt Svendelaug
endelig tilsyneladende knæsættes.
Men der har ikke været nogen Grund til at glæde sig. Ligesom Ar
tiklerne for Mestrene er kalkeret over Skraaen af
1623
, er Svendenes
skrevet af efter Artiklerne af
1652
d.
3
. Oktober (se S.
8 7
. Henv.
20
),
- hvor der første Gang er gjort Svendene nogle Indrømmelser i Ret
ning af Selvstændighed, —med dens forskellige Modsigelser. Og meget
betegnende er her i Afskriften udeladt de to Paragraffer
6
og
7
om at
bære Værge og om Trusler og Undsigelser, der altid havde generet de
frie og prikne Svende.
Det vilde i Virkeligheden være intet mindre end en Fornærmelse
imod de ansete Mænd, der sad i Statskollegiet, at tillægge dem Forfat
terskabet til disse »Laugsartikler«. Og det er forunderligt, at Nyrop
9
*
131