MurmestterlaugetKøbenhavn

denter ejendommelige Daab af voksne Personer havde fundet en dra

matisk Handling, der var særlig egnet til at drive Løjer med ved Lære

drengenes Optagelse. Den blev hurtig udbredt over det protestantiske

Europa, fik Indpas ved Skoler, —hvor den hist og her kendes endnu i

afbleget Form —og i alle Laug, undtagen i Byggekorporationerne i de

af mennonitiske (»døberske«) Anskuelser gennemsyrede Nederlande

og i de fra disse Byggekorporationer stammende Murerlaug i Danmark.

Disse Laug har —ogsaa i Tyskland —ofte holdt sig fri for de Ud

skejelser, som var i Brug i de andre Haandværk. Men de fra dem ud-

gaaede Svende, som kom her til Landet, var fra deres hjemlige Laug

i Besiddelse af anden Arv fra Fortiden, nemlig et Sammenhold, en

Uafhængighedsfølelse og en stærk Overbevisning om deres Overlegen

hed, —en Overbevisning, der utvivlsomt i meget skyldes Tyskernes

til alle Tider velkendte Overvurdering af sig selv —, men sikkert og

saa har nogen Rod i deres Traditioner om en svunden Stortid og i fast

Vedhængen ved for en stor Del misforstaaede og i Tidens Løb forvan

skede Stumper af Ceremoniel og Ritualer fra de gamle Byggehytter —,

gamle Ord, Udtryk og Tegn, som nu var nærmest uforstaaelige, men

som mulig netop derfor, for disse jævne Folk, fik en egen dragende

og mystisk Betydning.

Det var Paragraf 23 i Laugsskraaen, der blev Aarsag til den første

og længstvarende Strid mellem Mestre og Svende.

»Huilchen suend, som en mester gifluer arbeid, hand schal huer

løffuerdag afften giffue flire schilling vdi deris laugsbøsse, saa lenge

hand hosz samme mester arbeidendis worder, huilche penge, som

ellers kaldis thidepenge, schal giemmisz och foruaris til fattige suenne,

som med soet och siugdomb bliffuer hiemsøgt och inted haffuer udi

forraad dennem med at erholde (opholde) saa och at stedis til jorden

med, naar dj wed døden bortkaldisz«.

Svendene har straks følt sig brøstholdne ved at skulle lægge disse

Penge i Mestrenes Bøsse og har vægret sig ved det. Men Mestrene var

ikke til Sinds at give efter. »Tidepengene«, som brugtes til syge og