88 / 321
uise Borgemestere och Raad meddeelte Laugs Artickler Rette och for-
holde Vnder straff som vidbør.
Actum Kiøbenhaffn dend 3. Aprilis Anno 1638«.
Dette var saa noget nær allerhøjeste Bekræftelse paa Mestrenes Sejr.
1 hi en Sejr var det, selv om de nu eller tidligere har maattet fire paa
eet Punkt. Nemlig med Hensyn til de 16 Skilling, som hver Svend
ifølge Forliget af 1626 om Sommeren ved Adelstævne skulde erlægge
til »Laugets Forbedring«. Denne Ydelse hører man intet om senere.
Der foreligger her den Ejendommelighed, at Jørgen Thimian, der
nu som Oldermand for Laugsmestrene bragte Striden om Tidepen-
gene ud af Verden med en Sejr for Mestrene, i 1626 var Oldermand
for Svendene og saaledes i Begyndelsen af Kampen maa have været
disses 1alsmand. Men han er ikke det eneste Eksempel i Historien
paa, at en Mands Anskuelser skifter efter den Plads, han indtager.
Det kunde se ud til, at det er den kraftige Tone i den Udtalelse:
»saa at Svendene sig efter Mestrenes Villie endelig skal bekvemme«,
der har formørket Minderne om det venlige Forlig og faaet Svendene
til at gaa paa Bagbenene. Thi det var jo netop det, de kæmpede imod.
Men Sagen angaaende Tidepengene var tabt, - nu gjaldt det at rejse
Keglerne paa en anden Bane.
Af Laugsbogen ser vi stadig Glimt af Uro, der hidtil ikke nærmere
har kunnet forklares. 1660 d. 21. Februar, da Mathias Sørensen og
Claus Hess lod sig indmelde som Mestersvende, maatte hver af dem,
»eftersom han haver været med en af de Svende, som tilforne har
sat sig op imod Lauget og stævnet Borgmester og Raads Dom ind
for Herredagen,« (se S. 88) underskrive en for de Herrer lidt ydmy
gende Erklæring om, at de »afstod fra samme Proces og fra Sven
dene, som havde sat sig op imod Lauget« og »bepligtede sig til at
holde med Haandværket som en ærlig Svend og i Fremtiden en Me
ster bør at gøre«.15
Der er næppe Tvivl om, at Claus Hess har hørt til de særlig uro
lige Svende og taget Del i enhver Opsætsighed. Som ganske ung Svend
bliver han 1651 idømt Bøde for at gaa med Gevær d. e. Værge ved Si
den i hans Mesters Hus, og nægter at betale; 1652 bliver han atter
82