119 / 242
310
Jacobsen som den egenlige Udfører, peger tilbage p a a Læ re
mesteren, der n u er slaaet ind p a a et stø rre M arked med alle
Slags jævne Kunder, m en selv dog densamm e i al sin Id: sundt
og sandt, sm uk t og godt vil h an tænke og virke — og om muligt
ogsaa faa and re til det samme.
Hvad Dalhoff havde tæ nk t paa m ed Indu strifo ren ingen, var
netop i særlig Grad at gøre Vejen til K und skab og Duelighed
lettere for den komm ende Slægt, end den havde væ ret for ham
selv. Vi h a r h ø rt om
Indiistriskolen,
som h a n ofrede saa
m ange baade T ank er og Gaver. Den fik h a n dog ikke megen
Glæde af. Under J a n tz e n x) voksede Skolen i E levantal, men
H aandvæ rket tog af; det var, da h an s tidligere K onku rren t Møl
ler afløste ham (1847), blevet en alm indelig Realskole, hvor kun
nogle meget faa Drenge snedkrede lidt et P a r T im er om Ugen.
Indu strifo ren ingen opgav da Forbindelsen m ed den og inddrog
de den betroede Væ rktøjer til andet Brug; senere skilte den sig
dog af med dem ved en Auktion b land t sine Medlemmer, lige
som den havde gjort med saa m ange indkøbte og skænkede
Sager; den havde jo endnu ingen P lads til et
Indu strinmsæum .
Men Dalhoff, der en Tid havde ladet sine Sønner gaa i denne
Skole, traad te ud af dens Tilsynskom ité.
Tanken pa a de unges Udvikling var dog ikke glemt. I In
dustriforeningens Rep ræ sen tan tm øde 13. Marts 1849 fremlagde
Fo rm anden en Skrivelse fra Dalhoff af følgende Indhold:
De hidtil gjorte Forsøg paa at skaffe de unge Haandværkere en
bedre Uddannelse har vel ført til gode R esultater m. H. t. den tech-
niske Færdighed, men ikke til den tlieoretiske Uddannelse. Kun
enkelte har nydt godt deraf; men det gæ lder dog netop at faa
de
mange,
der har samm e Brug for Kundskaber, Lejlighed dertil. Men
om dette opnaaes, er ikke
alene
afhængigt af n og en som h elst Skoles
Beskaffenhed, men af et Forhold, der ligger udenfor. Det maa nem
lig blive Mestrene klart, at det er i H aandvæ rkerstandens og altsaa
i deres egen Interesse, at dennes Lærlinge og Svende b live dygtige
og indsigtsfulde; det maa b live en Æ ressag for dem at bidrage der
til ved paa enhver Maade at give dem dfen fornødne Anledning og
Vejledning dertil. Jeg tror ikke, det er gaaet saaled es paa nær
væ rende Tid. En Lærling vil i Reglen ikke erh old e T illadelse til
daglig at forlade Værkstedet nogle T im er for at m odtage Undervis
ning; han vil ligeledes i Reglen hjemm e savne et Sted, hvor han
') Nyrop har C. A. E. Jensen.