6 / 20
P O L I T I K E N
3
Fornemmelse. Man kan næsten med
Tal bevise, at havde man i 1872 og 88
Raad til at bære disse Aars Udstillinger
har vi, forholdsmæssigt, meget bedre
Raad dertil. Nationalformuen ansloges
i 1884 til 6V2 Milliard, den var i 88 sna
rere ringere end større paa Grund af de
vigende Priser paa Landejendomme.
Allerede nu kan man vist rolig sætte
Nationalformuen til 8 Milliarder, og vi
har øget den godt inden 1913. Noget
bestemtere kan angives Indtægten ved
Periodens Begyndelse og nu. Man havde
nemlig i 1870 en Indkomstskat, ligesom
vi nu atter har faaet den. Og i 1870
svarede man da Skat af en Indtægt paa
374 Millioner og nu af en Ind-
tægt paa 953 Millioner. Det er
dog en Forskel, der viser, at vi
har Raad til betydeligt mere
end da. I 1888 kan man maa-
ske sætte Indtægten nogenlunde
midt imellem, til en 650 Millio
ner.
IV.
Men naar Udstillingsstoflet
er der, naar Lysten og Modet
er der, og Pengene er gode nok,
hvorfor, kunde man spørge,
kommer da Udstillingen ikke?
Hvorfor er den ikke kommen
forlængst?
Og Svaret vil da gerne lyde:
Ja, hvor er Manden? Det er
maaske det mest triste ved de
smaa Lande, at de, der kan og
vil, altfor hurtigt sløves og nøj
es. Konkurrencen er i Virkelig
heden for ringe, Deltagerne i
Væddeløbet alt for faa. De, der
duer, vil som oftest ret hurtigt
naa en vis, anstændig og pyn
telig Mellemstandsstilling og saa
slaa sig til Ro i den. Evnen og ‘
Viljen skærpes ikke som i de
store Lande ved den uafladeli
ge, daglige Konkurrence paa
Livet løs, der ikke tillader at
lægge sig for mange Dage i Vin
terleje paa høstede Laurbær. Og
det Maal, som de smaa Lande
stiller selv for den dristigste
Ærgerrighed, er i Reglen for
beskedent til at tænde Fanta
sien i den Glød, der staalhær-
der Evne og Vilje.
Og er der dog født en Høv
ding i et lille Land, har han
oftest ondt ved at finde Office
rer og Soldater. Det er, lige
som den Disciplin, der er nødvendig, for
at Mænd i Forening kan naa et stort
Maal, tager af i samme Forhold som
Landets Størrelse. Man er i de smaa
Lande ligesom hinanden for nær paa
Livet til, at den Respekt, der ligger paa
Bunden af al virkelig Disciplin, kan gro
sin svinde Vækst.
Hvad der yderligere gør Spørgsmaalet
om Manden vanskeligt, er det, at han
saa at sige selv skal melde sig. Det er
ikke i Danmark som flere andre Steder
saaledes, at det er Staten, der bestemmer
sig til at afholde Udstillingen, siger i en
Lov eller et Dekret, at det og det Aar
fejrer vi den og den Begivenhed med en
Udstilling, og saa ser efter og finder
Manden ud, der skaber Værket. Her
hjemme har Udstillinger alle Dage væ
ret det private Initiativs Sag. I to Men
neskealdre, fra 1840, er det fra Industri
foreningen, at Idéen er gaaet ud, det er
der Ansvaret og Ledelsen har ligget. Hvil
ken af de to Former, der er den bedste,
Statsformen eller den private Initiativs,
er en for vidtløftig Ting her at drøfte
til Bunds. Men maaske var dog Baade-
og’et det mest hensigtsmæssige. Netop
naar det gælder om at interessere Ud
landet til Deltagelse, vil Staten med sine
Forbindelser, sin Magt til at hædre og ud
mærke, formaa langt mere end de enkelte
og de private Foreninger. Det er ikke
nogen altfor lystelig Læsning at gennem-
gaa den officielle Beretning om vore Be
stræbelser i 1888 for at drage Udlandet
herop. Der er mange pinlige, halve Løf-
rer og hele Afslag. Og naar det dog lyk
kedes at faa om' end kun en mindre Re
præsentation af udenlandsk Kunstindu
stri, skyldes det væsentlig, at vi havde én
Datter gift i Rusland, en anden i Eng
land, og at Kronprins Frederik som Sta
tens Repræsentant var til Stede i Lon
don ved Prinsen af Wales’ Sølvbryllup
og i Berlin ved Kejser Wilhelms, Jorde
færd. Alt det skete dog mere under
Haanden.
Maaske kunde det fremtidig ordnes
saa, at Staten tog sig paa at ordne den
internationale Side af Sagen, og at In
dustriforeningen, der sidder inde med
vore Udstillingers Tradition, med en
rig Erfaring i at lede og administrere,
paatog sig det egentlige Udstillings
arbejde, de langvarige Forberedelser og
den daglige Drift. Den vil ganske sik
kert kunne gøre det billigere end Staten,
og den vil være friere i sine Bevægelser.
Men Manden er dermed ikke udfun
den. Han maa ligesom forrige Gang
melde vsigselv. Han maa staafrem, som
dags følt Glæden over at være sin Tids
Barn, denne Tid, der er bedre og rigere
end alle de tidligere, mere vidende, mere
kunnende, langt videre herskende. Alle
vor Tids Erobringer og Oplindelser har
sunget deres Sejershymne ind i hans
Øre. Og han har siddet, naar Aftenen
var inde over det taarnrige Nürnberg, og
talt med tilfredse og stolte Mænd, der
havde faaet Troen paa deres Land be
kræftet. Og da satte han sig for at gøre
sit til, at noget lignende kunde hændes
hjemme i Danmark, gøre sit til at berede
Stemningen og Vejen for den stærke,
der i sin Vilje samler de tusinde spredte
Viljer, der længes mod samme Maal.
CARL BRUMMER OG V. J. MØRCK-HANSEN: INDUSTRIHALLEN
Direktør Philip Schou gjorde det i 1883
og sige: Jeg vil Udstillingen, saadan og
saadan er min Plan, han maa tale, be
gejstre, samle om sig den Hær, der bæ
rer Sejren hjem.
Vi andre, vi skrivende Folk, har da
den Opgave at skabe Stemningen lor
ham, at berede liam Vejen, og saa for
Resten haabe paa, at naar Tiden er der,
staar ogsaa Manden op, Høvdingen.
Han vil vide, at en moderne Udstilling
tager sin Mand helt, oftest slider ham
op. Men erdet ikke ogsaa en af de store
Opgaver, en af de største i et lille Land,
der kan friste en Mands Arbejdslyst og
Ærgærrighed, det at skabe en Udstilling,
samle et helt Folk, føre det frem, højne
det, øge dets Selvfølelse, dets Duelighed,
dets Navn ud over Verden?
Og hvis dette Julehæfte falder den
Mand i Hænde, der skal sige sit: Bliv
til den næste Udstilling, hvis det blot
en lille Smule styrker ham i hans Be
slutning, er dets Hovedmaal naaet. Den,
der skriver det, har i denne Sommer set
og fornemmet, hvad det betyder for et
Land og dets Borgere at tage sig sam
men til en stor Udstilling. Han har i
Dage gaaet rundt paa den bayerske Lands
udstilling i Nürnberg, han har der, hvor
alt var samlet, stærkere end til daglig
V.
Udfra det Grundsynspunkt, der her er
de| bestemmende, at vi først og fremmest
skal have Udstillingen for Landets Skyld,
for at vise, hvad det magter, hvor langt
vi er naaede, for fra Fortiden og Nutiden
at vinde Klarhed over Fremtidens Vej,
for atter at bringe os ind i Verdens Be
vidsthed, vilde i og for sig en udeluk
kende dansk Landsudstilling være det
mest tiltalende. Den vilde sikkert bedst
kunne afrundes, støbes i en fast og smuk
Form.
Men det er ogsaa ganske utvivlsomt,
at vi derved kun meget tildels vilde op-
naa at vende Europas Øjne paa Landet.
En international Udstilling vil ganske
anderledes kunne faa Folk ude omkring
i Tale og drage dem herop.
Og der er jo ogsaa Forretningshensy
net. De, der sætter Arbejde og Penge ind
paa at udstille, vil helst have dem dob
belt og tredobbelt ind igen, om mulig ved
at knytte udenlandske Forbindelser. Og
der ligger jo ogsaa en Lære i at maale
sig med Konkurrenterne ude fra, se,
hvad vi muligt mangler, og gøre dem det
efter.
Den kommende Udstilling maa da
blive international og skulde helst
blive det i en langt mere omfattende
Grad end den sidste. Da var det jo kun
en enkelt Gren af en Gruppe, Kunst
industrien, der var international, den
øvrige Udstilling var kun skandinavisk.
Og endda lykkedes, som nævnt, Inter-
nationaliteten kun saa som saa paa dette
snævrere Omraade.
Vi har i 1913 ganske anderledes gode
Chancer for at faa Udlandet herop som
Udstillere end i 1888. Vi er allerede nu
en ganske anderledes god Kunde og
meget større Leverandør end da. Vor
Indførsel var i 1887 251 Millioner og
vor Udførsel 188, den samlede Handels
omsætning altsaa 439 Mill. I 1905 var
Indførslen 483 Mill., og Udførslen an
drog 391 Mill., Handelsomsæt
ningen var da 814 Mill., nær
mende sig det dobbelte. Og i
Virkeligheden var den mere end
det dobbelte; thi Tallene fra
1887 angiver Generalha ndelen,,
baade hvad der indførtes til
Forbrug her i Landet, og hvad
der kun gik gennem Landet
som Transithandel, der maa der
for fra de 483 Mill. drages ca.
60 Mill. Og vi faar da en Stig
ning i 18 Aar fra 423 Mill. til
874 Mill. En saa god Kunde er
ikke til at kimse ad.
Og særlig, hvis Staten vil paa
tage sig det internationale Hverv,
vil vi paa de allerfleste Omraa-
der kunne faa antagelige Ud
stillinger udefra.
Men alligevel, selv om vi gør
Udstillingen international, og
selv om det lykkes at drage
endog en ret fyldig Repræsen
tation til os ikke blot fra de
andre nordiske Lande, men og
saa fra de større Stater i Europa,
maaske endog udenfor dette, vil
en Udstilling i et lille Land
som Danmark altid blive i sin
Kærne og for den overvejende
Del en dansk Udstilling, en
Landsudstilling med internatio
nalt Præg.
I 1888 var det samlede Tal
paa anmeldte Deltagere 6082.
Deraf var 4121 danske, 954 sven
ske, 544 norske og kun 463 ikke-
nordiske, deraf de 399 Udstil
lere under Kunstindustri. Selv
om Tallet skulde forskyde sig
en Del til Fordel for de ikke-
danske Udstillere, vil ogsaa den
kommende Udstilling væsentlig
blive en dansk Udstilling.
Men en dansk Udstilling, der helst
skulde give et endnu mere fyldigt Bil
lede af Land og Rige end88-Udstillingen,
som dog var den rigeste af de gamle
Udstillinger. Oprindelig var det jo kun
Haandværket og Industrien, der udstil
lede, saa kom i 72 ogsaa Kunsten til.
Og i 88 tog man det meste af Erhvervs
livet med ind. Men det var, om man
kan bruge Ordet i den Betydning,
dog kun en privat Udstilling. Vi var
der som private Næringsdrivende i In
dustri og Landbrug, som Fiskere og
Haandværkere, vi var der enkeltvis, men
ikke samlede, ikke som offentlige Perso
ner. Det fælles, Staten, mødte kun frem
med en lille Hær- og Flaadeudstilling,
man fik ikke Indtryk af, at Staten havde
stort andet end en militær Opgave. Og
alle de andre, mindre Organismer inden
for den store Stat, Kommunerne, var
der slet ikke. Og hele den øvrige, frivil
lige Sammenslutning, Foreningerne med
de tusind Formaal, var der saa godt
som ikke. Ja endog det, at flere slog sig
sammen for at udstille i Fællig, var no
get ret ukendt. Det kollektive manglede.
Derved blev Udstillingen i 88, saa god
den end var paa sine særlige Omraader,
ensidig og ufuldstændig som Udtryk for
hele vort Folk, dets Liv og dets Virke.
Og man kan være ganske vis paa,
at den kommende Udstilling vil forme
sig langt mere samfundsmæssigt. Om
man nu vil gaa den Vej som i Nürn
berg, at lade Staten udstille samlet i
sin egen store Bygning, eller som def
er. forudsat i Arkitekt Nyebølles Teg
ning til Statens Bygning, ligesom i 88
kun lade Staten være Særudstiller som
værgende og værnende og forresten for
dele dens Udstilling saglig set rundt i
Udstillingens forskellige Grupper —
hvilket der er det bedste, kan jo blive
Genstand for nærmere Overvejelse —
ét er givet, at Staten vil blive en af Ho-