S_Politiken_Julen

P O L I T I K E N

unge Industri, i 1888 var Kunstindu

strien det dominerende. I 1913 vil Land

bruget blive Centret. Og maa blive det,

fordi enhver Stat i sin Udstilling maa

lægge Hovedvægten paa sit bærende Er

hverv, paa sin store Indsats i Nationer

nes fælles Husholdning. Og Landbruget

alene yder jo 93 Procent af vor Udfør

sel. Industrielt kan vi ikke forbavse

Europa, men i vort Landbrug og dets

Virksomhed kan vi opvise noget, som

Europa har Grund til at ulejlige sig

paa Rejse for, da det er blandt Europas

første. Og netop Landbrugsudstillingen

skulde vi se at faa gjort saa international

som vel muligt. Vi er maaske det Folk

i Europa, der bedst kan skabe den in-

nationale Landbrugsudstilling. Og vore

egne Bønder trænger ogsaa mere end

vore Industrifolk og Haandværkere til,

at vi drager det fremmede herop til

Belæring og yderligere Udvikling. Thi

de er ikke bleven rejsende endnu uden

for Landets Grændser. I 1872 var Land

bruget slet ikke repræsenteret, i 1888

laa det i en Udkant af Udstillingsplad

sen, i 1913 lægger vi det i Udstillings-

terrænets Kærne.

Den af vore Virksomheder, der næst

Landbruget er mest kendt og skattet

ude i Europa, er jo vor Kunstindustri.

Lige fra 88 har vi paa udenlandske Ud

stillinger og, hvor vi ellers mødtes med

Udlandet, væsentlig demonstreret os

som kunstindustrielt Land, maaske

endog bibragt Verden et noget falskt

Billede af os som et Land, der væsent

lig brændte Porcellæn, bandt Bøger ind

i smagfulde Bind, lavede udmærket

x\rbejde i ædle Metaller og snedkererede

stilfulde Møbler. Og ogsaa paa den kom

mende Udstilling vil vi naturligvis gøre

alt for at hævde vort kunstindustrielle Ry.

Men det, der interesserer mere og mest

vel os selv, er at se, hvor langt vi er

naaede frem i Storindustri, i den mo

derne Industri, der udnytter Naturvi

denskabernes sidste Landvindinger. Der

vil paa den nye Udstilling findes en

stor og anselig Bygning, hvortil der intet

tilsvarende fandtes i 88, nemlig Elektri

citetens. Og vor voksende Maskinindustri

vil brede sig ganske anderledes end

hidtil. Der skulde i det hele over vor

næste Udstilling være noget af den

Fremtidsmusik, der karakteriserede Mi-

lanoudstillingen. Udstillingen skulde

helst pege fremad, vise det, vi skal til

egne os og bedytte i de kommende

Aar. Medens det derfor i 88 var Kunst

industrien, der alene var international,

vil det sikkert næste Gang være klogt

at lægge Internationaliteten indenfor

Industrien væsentligst over paa de gro

vere Fag.

Og al den Industri, der kan vises i

Virksomhed, skal naturligvis være i

fuld Gang. Det er ikke nok, som saa

ofte før, at lade nogle Maskiner stønne

og hvisle, nogle Hjul fare hensigtsløst

rundt i det tomme Rum. Disse Maski

ner maa gaa til noget nyttigt, som de

gør det ude i Livet. Industriudstillingen

skal være det store Spejlbillede af Virk

somheden paa Fabrikker og i Værk

steder. Den skal vise os saa vidt gør

ligt, hvordan Varen bliver til. Vi vil se

Maskinen bøje og forme Jærnet, se,

Traad lægges til Traad, saa det bliver

Lærredet i vor Skjorte, se alt det gøres

simpelt og naturligt, som for os Læg-

mænd er Gaader. Der var en lille Smule

af det paa den sidste Udstilling. Der

stod altid tæt med Mennesker, naar en

Maskine prægede, der var Stimmel uden

for Guldsmedens Værksted, et Par ar

bejdende Væve betragtedes næsten som

Vidundere. Alle de, der i 88 havde

Virksomheder i Gang, fik Succes paa

dem. Selvfølgeligt, vi er

jo alle, selv de mest be

dagede, Børn, der vil se,

hvordan det gaar til. Og

det er for Resten ikke blot

Nysgerrighed, det er sund

Videnstørst.

Hvis man skulde be

brejde den ellers saa ud

mærkede Nurnbergerud-

stilling noget, denne Udstil

ling, der i mange Maader

vil blive Forbilledet for vor

næste, skulde det være det,

at man der ikke saa Ma

skiner nok i Virksomhed.

Ganske vist, et af Byens

Blade blev trykt paa Udstil

lingen, i det hele saa man de grafiske

Virksomheder i Arbejde, men der kunde

være gjort langt, langt mere. Saa havde

Italienerne ganske anderledes forstaaet

det. De havde bygget en særlig Bygning,

58.000 Kvadrat Alen i Areal, den saa-

kaldte »Arbejdshal«, netop for de Virk

somheder, der kunde vises i fuld Ar

bejde. Der var der Arbejdere og Maski-

Dette Møblement er udført af Snedker-

lavet i Vejle, de og de Mestre, de og

de Svende. Thi Arbejderens Navn skal

frem næste Gang som aldrig før. Det

blev ganske vist ikke saa iøjnefaldende

som ved Enkeltmandsudstillinger, men

saa fik man dog Navnene med, og samtidig

opnaaede man Hovedsagen, den kollek

tive Udstilling, der langt bedre end

V. NYEBØLLE: DANSKE KØBSTÆDERS BYGNING

ner i Hundredevis i

Funktion. Der var ind

rettet hele Værksteder,

hele smaa Fabrikker,

man saa en Mængde af

det daglige Livs For

brugsgenstande blive til

fra første Færd. Særlig

alle disse Massegen

stande, som den mo

derne Teknik har gjort

saa billige, at vi daar-

ligt fatter, at det er mu

ligt at fremstille dem

for den Pris. Og der var

altid Trængsel inde i

den Hal, det var Udstillingens stærkest

besøgte.

Derimod havde Nurnbergerudstillin-

gen en anden Ting, som særlig vort

Haandværk, vore mindre Udstillere

kunde tage Lære af: den kollektive

fagmæssige Udstilling. Man kunde der

f. Eks. se et Stuemøblement, udført og

udstillet i Forening af Snedkerlavet i

en eller anden mindre By. Der hører

en vis Selvfornægtelse, en betydelig

Grad af Disciplin, til for saaledes at

slette sit eget Navn og lade det gaa op

i det fælles. Paa udenlandske Udstil

linger kan det maaske lettere lade sig

praktisere, hvem kender Hr. Jensen eller

Hr. Petersen i Paris. Men i sit eget Land,

hvor netop Genboer og Naboer og Kun

der kommer paa Udstillingen, vil Hr.

Jensen og Hr. Petersen nok se sit Navn

med fede Typer. Der vil dog utvivlsomt

kunne naas langt, bedre og langt større

Ting, naar de mange smaa paa den Vis

danner,

man kun

de næsten

sige, et Ud-

stillings-

aktiesel-

skab. Og

forresten

kunde man

jo ogsaa

trykke en

Plakat,

hvorpaa

der stod:

enkelte Udstillinger vil

kunne give Højdepunk

tet for et Haandværks

Kunnen, idet man til

den kan samle alt,

hvad der i en By fin

des af Dygtighed og

Snille til Udførelsen, al

den Dygtighed, der

maaske ikke altid hav

de Raad til at udstille

særskilt.

Og det kunde jo og

saa tænkes, at Institu

tioner og private støt

tede Udstillingen ved

henimod den Tid, da den skulde hol

des, at gøre deres Bestillinger og saa

afse Brugen af dem i de 4—5 Maaneder

Udstillingen var aaben. Hvad var natur

ligere end, om Byraadet i Slagelse, hvis

det i de næste Aar skulde have nyt

Møblement til sin Bj'raadssal, ventede

til 1913, bestilte et udmærket Stykke

Arbejde og saa lod det udstille med

Paaskriften: Forfærdiget til Slagelse By-

raads Sal. Begge Parter kunde sikkert

være udmærket godt tjente dermed.

Kunden vilde kunne faa bedre og bil

ligere Arbejde, Mesteren havde jo sin

Avance i at komme gratis til sin Ud

stilling.

Og saadan kunde man blive ved

med Ideer i Hundredtal, det vælder jo

op, naar man tænker paa alt det, vi

kan gøre, godt og fornuftigt. Og maaske

var det klogt at tage hele Nationens

Opfindsomhed med paa Raad, naar

vi skal lave vor næste Udstilling. Det

er ikke nok

at nedsætte

saa og saa

mange Ud

valg, der

saa tager

sig af hver

sit. Det er

ikke altid

de mest op

findsomme

Hoveder,

der kom

mer ind i

FREDERIK CHRISTENSEN: KØBENHAVNS KOMMUNES UDSTILLINGSBYGNING

disse Udvalg. Men hvad om man be

gyndte, saa snart Udstillingen var fast-

slaaet, at udgive en særlig Udstillings

avis, netop til Drøftelse af disse Spørgs-

maal, til Forslag, til Ideer. Nürnberger-

udstillingen har udgivet et Tidsskrift,

der i store Hefter og med Billeder har

vist, hvordan Udstillingen er skabt fra

Uge til Uge, eller Maaned til Maaned.

Om vi udgav et lignende, men gjorde

det mere omfattende, gjorde det til en

Tumleplads, hvor Ideerne kunde mø

des, brydes, lutres. Det vilde sikkert in

teressere de mange i Udstillingen, bi

drage til at skabe Stemningen og gøre

Udstillingen god. Maalet maatte jo være,

at vi alle arbejdede med. Vi har en stor

Digters Ord for, at vore Bønder er de

bedst oplyste, og der er megen Oplys

ning i vort Land, der er groet frem en

ikke ringe Kultur, og der er hos mange

megen Smag. Der er i Virkeligheden i

Danmark det Grundlag, hvorpaa man

kan bygge en Mønsterudstilling. Kunde

man samle Nationens Vilje og Interesse

i dette ene, vilde sikkert Udstillingen

1913 kunne blive en Eliteudstilling.

VI.

Men naar vi laver denne gode Udstil

ling og metop laver den med det For-

maal at prente vort Navn ind i Verdens

Bevidsthed, maa vi ogsaa sørge for, at

Udstillingen bliver bekendt. Thi hid

til er det desværre lykkedes os at

holde vore Udstillinger ganske godt

skjulte.

Vor Udstilling i 72 vakte i Udlandet

mindre end ingen Opsigt. Naar undtages

nogle Artikler og Notitser i nogle tyske,

særlig nordtyske Blade, var Verden næsten

helt uvidende om den store københavn

ske Udstilling. I den franske Presse, som

dog var os gunstig, var der maaske otte

Linjer om Aabningen og fire om Me-

daljedagen. I England Tavshed. Satur-

d a y R e v iew bragte det Aar en Artikel

om Udstillingsmanien, det nævnede i

den baade Moskva og Lyon, men at

der ogsaa var Udstilling i København,

anede man slet ikke. Endelig kom Prin

sessen af Wales til København, og en

Kavalier i hendes Følge sendte T im e s

en meget elskværdig og meget intetsi

gende Artikel om København, hvori der

ogsaa stod lidt om Udstillingen.

Og det eneste, Udstillingskomiteen

havde gjort, var da ogsaa at engagere

en Mand til at skrive nogle Artikler i

forskellige tyske Blade. Den hjemlige

Presse tog man heller ikke meget Hen

syn til, og blader man de københavnske

Blade for det Aar igennem, ser man, at

Udstillingen spillede en ret ringe Rolle

i deres Spalter, i alt Fald maalt med

vore Begreber. Og for Resten var man

ogsaa helst fri for det, man behøvede

det jo ikke. »Vi havde slet ingen Presse,

der generedé os«. Og da de glade Ud

stillere holdt et Gilde for Komiteen, faldt

det ingen ind at indbyde Pressen.

I 88 var det naturligvis langt bedre

ordnet, om end det først blev det noget

sent. Der var et efter Datidens Forhold

godt Fremmedbesøg heroppe, vi følte

os selv liggende paa Europas Alfarvej

— for første Gang. Men hvor lidt det

alligevel har bidt, ses maaske bedst af,

at i Udstillingsartiklen i Meyers tyske

Konversationsleksikon nævnes Udstil

lingen i København slet ikke. Først i

Artiklen om Udstillingsbygninger, linder

vi disse halvanden Linje: »Vorzügliche

Holzbauten wies namentlich die Kopen-

liagener Ausstellung von 1888 auf.« Vi

mindes altsaa kun som arkitektonisk

Bedrift. Og i den mægtig store franske

Encyklopædi, La grande Encyclopédie,

der er saa stor, at den i sit 16de Bind

først er naaet til E, og

hvori der findes en meget

udførlig Artikel om Udstil

lingerne, nævnes i 88 den

Udstilling, som Barcello-

nas Byraad lod afholde,

og den rent private Udstil

ling i Bruxelles, men man

leder og leder forgæves ef

ter Danmarks Navn. Det

er irriterende og nedslaa-

ende. Det maa vi gøre om

igen og gøre bedre.

Der var i 88 Udvalg for

mange Ting, men intet

Presseudvalg, ingen Insti

tution, der ledede Rekla

men, skabte Stemningen,