S_Politiken_Julen

o - « « æ - '

J —

{ V - r

—

— — *—

■VÆRE'MfålSKE»

-— -R—/ —

----------------

r * r

- V Ä i M K E *

EN DRØM.

JULEFORTÆLLING FRA DET FORRIGE AARHUNDREDES BEGYNDELSE

A F

AAGE BERG.

e t

lakkede mod Julen 1806. Aaret

havde været godt, og Københavns

Indbyggere beredte sig til at fejre en

glad Fest. Det syntes, som Him len var

Københavnerne gunslig stemt, thi efler

at Sneen var d rysset tæt en lang Nat

igennem , faldt Vejret nu to Dage før

Højtiden i med let, klinger Frost. Rig

tigt Julevejr!

Ogsaa for det store, rige Handelslius

Heinrich H auschildt og Sønner faa

Christianshavn havde Aaret været frugt

bringende. Dets virksomm e Chef, Bern

hard Hauschildt, havde netop modtaget

Brev fra Broderen i Ostindien med Bad

skab om , at en sæ rdeles fordelagtig

Handel var afsluttet, og vant som kan

var til at dele sine Glæder med sin

kloge Hustru, ilede han fra Kontoret

ind i den daglige Stue for at medfele

hende den gode T idende. Saa oplaget

var han af Nyheden, at han slet ikke

lagde Mærke til, hvor hastigt Laaget

paa Husfruens Sybord b lev lukfot i,

idet han traadte ind.

Med et kærligt Sm il modtog Amalie

H auschildt den glædelige Efterreiaing.

Men næppe havde hendes Mand atter

forladt Stuen, før Sm ilet forsvandt fra

hendes Læber, og hend es smukke Træk

slappedes. Med trætte Hænder aainede

hun igen det blanke Ibenholdtslaig for

at tage et Haandarbejde frem. Dft var

et tunisk hæklet, blødt og varmtHals-

tørklæde til Gemalen. Endnu maiglede

der nogle Masker, inden det var fuld

endt, og med overanstrængte Øjie ka

stede hun sig paany over det seie Ar

bejde.

Mens de flittige Hænder slog Vlaske

op efter Maske, som Naalen ilsont fan

gede, begyndte Dagen at hælde, Ama

lie H auschildt kastede nu og da:f gam 

mel Vane et Blik i Gadespejle, men

Tankerne fulgte ikke Øjnene, le var

andetsteds beskæ ftigede.

Ja, hun var overanstrængt. Forbere

delserne havde udmattet hende endnu

før Festen var begyndt. Og dogskulde

ingen sige bende paa, at hun ilke var

begyndt i god Tid. A llerede i Sommer,

da de boede paa Frederiksberg havde

hun broderet Arbejdstasken

til

Tante

Henriette og Kammerdugslonmetør-

klæderne til de tre Pigebørn. Ja|gentlig

var hun jo begyndt endnu tdligere,

nem lig allerede da hun sendtedet Bom 

uldsgarn til Vævning, som Jomfru Due

skulde have til en Morgenkjolf.

I September havde hun ktiplet et

Par Underærmer til Søster Scphie og

broderet et Skørt til Guvernanttn, Mam-

sel Bertran. Og hvad havde hun ikke

faaet bestilt siden? Spundet og strik

ket de dejligste Zephyrsgarns:rømper,

broderet og stoppet en Sofapude til

B ernhard,»syet en skotsktøerret Kjole

til sin yngste Datter — alene det ene

Ærme bestod af 50 Stykker -b rod eret

paa Stramaj et Par Hjemmeskotil Dren

gen og hæklet en Pung til Orket Carl.

Hun havde fileret et Teaterlrklæde til

Søster Betty, broderet og stoppet en

Naalepude til Bernhards Haler, bro

deret et Livbæ lte, lavet en Syæske af

Pap efter Madam Rahbeks Metode,

strikket Vanter til Jens, somKammer

herre Iiegermann til November havde

skaffet dem fra de jydskejJagere, lavet

Eau de Cologne til Tante Cfarlotte og

forfærdiget B lom ster til sin æ ldste Dat

ters Haar................Nej, hun havde rig

tignok ikke ligget paa den lade Side.

Men nu var hun ogsaa træt. De sidste

Næ tier havde hun næsten ikke faaet

Søvn i Øjnene for bar Travlhed. Jule

træet havde hun jo ogsaa sørget for.

Hele den foregaaende Aften havde hun

siddet og lavet Guldæbler og Kræm

m erhuse efter Dagen lang at have bagt

Peberkager og Fire Species. Køkkenet

kunde h eller ikke forsømm es. F orm id

dagen havde hun tilbragt med at blande

P ecco og Haysan og lave Duepostej til

Selskabet anden Juledag.

Den udmattede Husmoder drog et

dybt Suk. Nu var det for mørkt til at

hækle, og hun syntes ikke, hun havde

Kræfter til at rejse sig. Haandarbejdet

var sunket ned i hendes Skød. Uden

at lede efter noget fast Holdepunkt lod

hun Blikket flakke ud over den hvide

Gade, omkring Tranlampen, som Jens

lige havde tændt. Hun syntes, hendes

Øjne blev saa tunge. Det havde nok

alligevel været for meget for hende . . .

Nu var Lygten vist gaaet ud

Hun

sov.

Hun drømte.

Drømte, at hun tog Hat og Shaw l

paa og gik ud paa Gaden. Hun vilde

ind til Byen for at købe et H ovedklæ 

de til Brj'ggerspigen. Hun mente, det

var bedst at købe det h o s Ruben i

Kronprinsessegade, men da hun kom

til Hallandsaas, syntes hun dog, hun

vilde kigge ind i Østergade. Hun kunde

godt lide den Gade. Det forekom h en 

de, at dér brændte Tranlamperne kla

rere end andre Steder, og at dér

stod m ere i V induerne baade af Cho

koladekander og B lom stervaser og

Thekopper.

Men hvad var det. . . .! Hvad var det

dér ovre paa den anden Side Gaden?

Et Feslot, et V idunderpalads? Et stort,

stort Hus, bygget af Glas. Saadan saa

det ud, for h ele Facaden bestod af

uhyre mægtige Vinduer. Og hvad var

det for et underligt Lys i og uden for

d isse Vinduer. Saa underligt hvidt og

stærkt og forfærdende. Turde hun gaa

derind? Der maatte vist være dejligt.

Se, hvor mange der gik ind, jo, saa

vilde hun ogsaa vove det.

Stille og næsten andægtigt skred hun

ind i Eventyrpaladset. Studsende blev

hun staaende paa Tærskelen — ja,

dette var sandelig Eventyret, det skøn

neste i Tusind og en Nat, Eventyret

om Aladdin, som gam le O ehlenschlå-

gers Søn ifjor havde skrevet saa

smukt om. Dette var A laddins Hule, en

underjordisk Hvæ lving høj, ret som

en Have, hvor paa hver udstrakt sjæ l

den Gren nedhænge sjæ ldne Frugter.

»T/i/

nogle hvide er som Mælk og klare

som Krystaller

blodrøde nogle

andre blegt kun rødme,

som Koraller.

Og grønne, violette, blaa og brunlige og

gule

med Funklen hænge rundt omkring udi

den skønne Hule.

De hvide Frugter Perler er, de klare Di

amanter

Rubinen spiller i sit Blod med sine

slebne Kanter. . .

Og overalt, hvor Øjet seer, det sig saa

hult forlyster

paa Jaspis, paa indsprængt Agat, viol-

blaa Amathyster.t

Men her var ikke een Lampe, her

var Hundreder. De lignede store, skin

nende Meloner, og alt omkring dem

straalede i deres Lys. H ist og her hang

m indre som gyldne, gennem sigtige Pæ 

rer — men ak, det var nok ogsaa her

kun Glasfrugter!

Dog nej, ikke altsamm en. Dér stod

jo for Eksempel en Paraply, den hørte

da hjemm e i denne Verden. Men h v il

ket ualm indeligt og skønt Haandtag,

den havde. Og dér hang Kniplinger —

m insandten Mage til dem, hun havde

lavet til Søster Sophies Underærmer.

Nej se, de kunde købes! En Dame fik

dem for en ubetydelig Sum. Tænk, hvad

man kunde have sparet af Tid og Ar

bejde, h vis man var komm en saa let

til sine Gaver!

Se, der laa jo ligefrem et Stykke fær

digt Bomuldsløj, lige afpasset til en

Kjole og pakket saa nydeligt ind i en

lille fin Æske! Var det ikke vidunder

ligt nemt! Og dér en fæ rdigsyet skotsk

B luse i de dejligste Farver. Ja, hvilke

B luser var her ikke, a f skinnende Silke

og zephyrlet Tu ll! Men her var ikke

alene Tøjer, ogsaa andet, som Vaser af

straalende Metaller, af Glas og glinsende

P orcellæn, ja, selv Syæ sker af sjæ ldne

Træsorter, meget mere elegante og dog

lige saa billige som de Rahbekske Pap

æsker. Der var Slips, et Udvalg af Sæ

ber og Parfumer, som udbredte en lif

lig Vellugt, B londekraver, skønne som

de herligste Briisselerarbejder, Læder

tasker og Portem onnæ er, P elskraver

og Muffer, Morgensko, silkeindvirkede

Sofapuder, Teatertørklæder, Arbejds-

tasker, samm ensat af lutter smaa, straa

lende Guld- og Sølvringe, pragtlulde

udskaarne Læderbæ lter — og alt til en

Pris, som fik man det halvvejs foræret.

Aa, hvilke Anstrengelser, hvor mange

Sting og hvor mange vaagne Nætter

kunde hun ikke spare sig i Frem tiden,

blot hun gik her ind. Og dér foer et

lille glim tende Krystalhus tilvejrs — nu

kom det ned igen, der blev lukket op

for det og spurgt, om hun ikke vilde

træde i n d .............

I det samm e vaagnede Amalie Hau

schildt. Hun sad endnu ved Vinduet i

den gam le Stue paa Christianshavn,

men hvor fattigt forekom hende ikke

nu Tranlampens Skær derude. Uret

paa Konsollen slog seks klare Slag og

en lille, enkel Melodi lød ud i det

mørke Værelse. Saa rejste Husfruen sig,

underlig søvngængeragtig, og tændte

Lys.

Hendes Drøm

var

kun — en Drøm.

Men nu, Hundrede Aar efter, er D røm 

men blevet til V irkelighed. Thi det

Eventyrpalads, Amalie Hauschildt drøm 

te sig hensat til, det ligger nu lysende

og levende netop dér, hvor hun saa

det, midt paa Østergade. Paa Facaden

staar: A. C. Illum . Havde Amalie Hau

sch ild t levet nu, vild e hun paa faa Ti-,

mer kunne have sam let

alle

de Jule

gaver, hun lige fra Somm erens Begyn

delse havde arbejdet paa med sin utræ t

telige Flid.

VA[fl1E”J7^

■VÅféll'IrøSKE*

WAlB*Mi5SßKE'

- — —

— ---------

M -

f t

—

— ----------

m m *

•VAKE-MfélTO»-

v æ n * ® -