S_Politiken_Julen

P O L I T I K E N

var nede paa 172,000 Rd., saa Oversku-

det var hele 77,000 Rd.

Men en Udstillingssommer, saadan

som i 1888 og saadan, som det bliver

1913, var det ingenlunde. Udstillingen

prægede ikke Byens Liv, den var ikke

Centret, hvorom Tankerne drejede. Man

gik paa Udstillingen for at se, mulig

for at lære. Men ud over de udstillede

Genstande var der ikke meget. Volden

og Graven var behandlet meget pænt

havemæssigt. Men der var ingen Fest

ligheder, intet af det, der drager den

store Sværm, intet Aftenliv. I Juli luk

kede man Kl. 8, senere hen paa Aaret,

da Mørket faldt tidligt ind, Kl. 4.

Trods denne store Sejr i 1872 gaar der

16 Aar hen, før København i 1888 faar

sin næste store Udstilling.

Tiderne var ikke gunstige. Efter Milli

ard- og Griinderperioden i 70’ernes før

ste Aar kom Eftersmækket. Og de nye

Kampe indenfor Industrien mellem Ar

bejdsgiverne og Arbejderne gjorde utryg.

Dertil den stadigt voksende politiske

Spænding.

Og naar Udstillingen kom i 1888, var

det saa sandt ikke Tidernes, men Man

dens Skyld. Thi samtidig med at Forbe

redelserne begynder at tage Form, viser

det andet Provisorium sig med al dets

Had mellem de politiske Partier, og en

ny trykket og trang Tid betegner de Aar,

i hvilke Udstillingsbygningen rejses.

Men Manden var der, Direktør Philip

Schou.

Det var for en Gangs Skyld en Mand

i et lille Land, en Mand, der vilde og

evnede, en Mand med den gode og stærke

Ærgærrighed, som det moderne Sam-

alt, vidste alt, saa at

sige kunde en Ud

stilling udenad paa

Fingrene.

Der var naturlig

vis mange andre, der

bidrog til det store

tilvejebriuge- kollek

tive-Udstillinger af

udmærket Kunst-

ilidsarbejde fra nog

le af de store Lande

udenfor Norden.«

Man havde fra

NORNBERGERHUSET

fund trænger saa haardt til, fordi næ

sten hver Dag bringer nyt Arbejde, der

kun kan lønnes med Ærgerrighedens

Tilfredsstillelse, en Mand paa en Gang

myndig og smidig, udholdende og be

hersket, statelig nok til at repræsentere

og klog nok til at samle hundrede stri

dige og kantede Hoveder under sin Hat,

med Evnen til at vinde og vække Til

lid, og til at samle om sig de Mænd,

han kunde bruge, de unge Ærgærrighe

der, som baade vilde op og kunde gøre

et Stykke Arbejde og her saa Lejlighe

den for sig.

Det var en Kreds af unge Mænd, der

væsentlig samlede sig om Rejsestipendie-

foreningen. De mest bekendte af dem var

Juveler Michelsen, der drog til Udlan

det, og hvis Hovedfortjeneste var at skaffe

den fyldige russiske Repræsentation her

ned, Brødrene Meyer, af hvilke Axel

Meyer særlig interesserede de danske

Provinser for Udstillingen og Emil Meyer,

der sammen med Tømmermester Cortsen

tog sig af de tilrejsende.

Desuden havde Direktør Schou en ud

mærket Medhjælp i Industriforeningens

daværende Sekretær, Prof. Camillus Ny

rop, Industriforeningens nuværende For

mand, den danske Industries Historie

skriver, der bl. a. ogsaa har skrevet de

første Udstillingers Historie,- har udar

bejdet den lille historisk-statistiske Over

sigt over Udstillingen i 1872 og den store

officielle Beretning over Udstillingen i

1888, der er som en Haandbog alt dansk

Udstilling vedrørende. Han havde alle

rede deltaget i Udstillingsarbejdet i 1872i

lian var den ordnende Mand, der kendte

DEN RUSSISKE PAVILLON

Arbejde, men Røsten var Sclious, og

Haanden var ogsaa hans.

Og naar en Mand vil noget, finder

han altid en Anledning. Anledningen

var her, at det i 1888 var Hundredaaret

for de store Bondereformer, Industrifor

eningens 50-Aars Fødselsdag og 25 Aar

efter Kongens Regeringstiltrædelse.

Han vilde først og fremmest ikke gøre

72 om igen. Han indsaa klart, at hver

ny Udstilling maatte gaa videre, være

mere omfattende.

I de mellemliggende Aar havde Land

bruget arbejdet sig stærkt - frem, ikke

mindst i Bevidsthederne. Det var, og det

anerkendtes som det bærende Erhverv.

Udstillingens Hovedformaal angives da

at være »at tilvejebringe et samlet Bil

lede af det Standpunkt, som Sverrig,

Norge, Danmark indtager i Industri og

Haandværk, i Husdyravl og Agerbrug,

i Husflid, Havebrug, Skovbrug og Fi

skeri, samt i Maler-, Billedhugger- og

Bygningskunst.«

Men — og nu kommer det, der in

derst og dybest karakteriserer Udstil

lingen i 1888, og hvor man sporer Schous

Haand — man vilde lægge særlig Vægt

»paa de Retninger, der er betinget af Le

dernes og de enkelte Udøveres Kundskab

og Snille, Haandfærdighed og Skøn

hedssans, Egenskaber, der mere end no

gensinde er nødvendige for de mindre

Folkeslag, der i Fremtiden skulle hævde

sig en Plads i Verdenskonkurrencen.«

Og det

Præg af

Intern a-

tionali-

tet, som

Udstil

lingen i

88 havde

fremfor

sine

Forgæn

gere, var

da ogsaa

kunstin

dustri

elt. Man

vilde

»for at

skærpe

Blikket

for den

økono

miske

og socia

le Betyd

ning af

Samar

bejdet

mellem

Industri

og Kunst

søge, at

DEN NORSKE AFDELING I HOVEDHALLEN

først af tænkt at kunne klare sig indenfor

en 80,000 Kv.-Al. I 1872 havde man i

alt haft 45,000 Kv.-Alen Gulvflade, nu

tænkte man, at et Tilslag af 50°/0 plus

19,000 Kv.-Alen til den fremmede Kunst

industri kunde være nok. Man kom imid

lertid, inden Enden var der, op paa

136,500 Kv.-Alen.

Til Udstillingstærræn havde man ikke

blot Voldterrænet fra Vesterbros Pas

sage ned til Ny Vestergades Forlæn

gelse, men tillige et Terræn paa den an

den Side af denne Gade, hvor Maskin

hallen, den grovere Industri og Statens

Bygning laa, og bag derved, ned mod

Kalveboderne, atter Landbrugets Dyr

skueplads. Endelig forpagtede man Tivoli

og dets Drift og indlemmede det i Ud

stillingen sammen med den saakaldte

Lodseplads bag Tivoli ned mod Bern-

storffsgade, der hvor Cyclebanen senere

laa, og hvor i 88 Landbrugsudstillingen

fik Plads'. Man disponerede paa den

Maade over et Terræn paa 40 Td. Land,

hvoraf Tivoli udgjorde de 10 og Dyrskue

pladsen 9 Tdr. Land.

Manden, der byggede Udstillingen, var

Martin Nyrop. Han fik den uden Kon

kurrence. Det var afdøde Malermester

E. Schmiegelow, som var en af Schous

gode Støtter, der udpegede Nyrop som

den, der kunde og burde være Udstillin

gens Arkitekt. Og hvor fuldkommen Ret

Schmiegelow deri havde, véd Alyerden.

Der er sagt saa mange Ord om Nyrops

Hoved

byg

ning, at

det her

er nok at

sige, at

inden

for den

særlige,

flygtige,

Gren af

Arkitek

turen,

der hed

der Ud

stil lings-

■arkitek

turen, er

det en af

de geni-

aleste

Bygnin

ger, som

overho

vedet er

bygget

og maa-

ske no

gensin

de byg

ges. Den

var no

get helt for sig selv, ikke lignende eller

mindende om noget andet. Den virkede

stort og kunstnerisk netop ved det simple

Materiale, ved de lange Træflader, blot

tet som den var for alle Kunster. Skulde

man indvende noget mod den, vilde det

være, at den som Udstillingsrum ikke

vat lys nok.

Den 12. Marts 1887 rammedes den før-

Pæl af dem, der skulde bære den store

Hovedbygning, ned i forrygende Sne

storm, et daarligt Varsel desværre for al

den Væde, som Himlen i Udstillingssom

meren skulde Made dale ned over den

kronede Kuppel.

Og nu saa man Nyrops Bygning rejse

sig, glædede sig over dens Vækst, som

man senere glædede sig, alt som Raad-

husets røde Mure løftede sig fra Grun

den paa samme Plads. Der groede, stille

og ubemærket, en Udstillingsstemning

op blandt Folket, fordi der var en Trang

til en Udstilling. Man trængte til at

glemme de stærke politiske Kampaars

Ar og Skrammer. Man var træt af evig

og altid at staa under Vaaben, man læng

tes efter en Vaabenhvile, en fredet Egn,

hvor man kunde samles paa neutral

Grund.

Og ganske sikkert har ogsaa enkelte

af Udstillingens Mænd haft en politisk

Forsoningsbagtanke. Men ogsaa de, der

ikke tænkte saa langt og dybt, ønskede

Udstillingen blot for Fredens Skyld, for

den store Sommer, for de Millioner, som

den skulde bringe, Omsætningen, Livet,

Glæden.

Og saa aabnedes Udstillingen en varm

og solfyldt Majdag, en af de første gode

Dage efter en lang, haard Vinter og et

sludfuldt Foraar, aabnedes samtidig med,

at den danske Bøg sprang ud.

Det var først og fremmest Kunstindu-

I UDSTILLINGSRESTAURANTEN

striens Udstilling. Den optog Nyrops

store Hovedbygning, den var det første,

der mødte en, naar man kom gennem

Hovedindgangen paa Hjørnet af Vester

bros Passage og det gamle Halmtorv, og

den gav ved sin Internationalitet det ny

og det mest tiltrækkende.

Endskøndt det kun var saa som saa

med denne Internationalitet. Alt i alt

var der kun 399 fremmede Udstillere,

og deraf var de 225 Russere. Det var

egentlig kun Rusland, der mødte med en

større, mere alsidig Udstilling. Og det

havde ud mod Udstillingens store Allé

ladet rejse den ejendommelige russiske

Portal, der senere blev opstillet i Fre

densborg. Særlig de russiske Broncer

var udmærkede. Og Finland havde i

den russiske Udstilling en ret righoldig

Repræsentation, ikke mindst af saare

nydelige vævede Ting. Tysklands Ud

stilling, der først blev aabnet ret sent,

var maaske Udstillingens fornemste

Samling, for det allermeste en ren Elite

samling. Den franske Udstilling havde

et mere tilfældigt Præg, men selv om

man ikke havde sendt sine bedste Ting,

stod dog fransk Kunstindustri højt nok

til, at Udstillingen rummede fine og for

nemme Genstande. Den italienske Ud

stilling var derimod en ren Salgsudstil

ling, væsentlig billige Marmorstatuer og

Terrakottagenstande. Englands Udstil

ling var heller ikke særlig omfattende

eller god. Væsentlig vil man huske nogle

Ting fra Kensington Musæet og den en

gelske Krones Sølvkammer. Og endelig

havde en enkelt Mand i Paris, Hr. S.

Bing, den store Samler og Kender af