141 / 376
Forsøg paa at overrumple Slotsbefalingsmanden.
135
Brevvekslingen gik hurtig, allerede 6. Juni svarede
Magistraten i Malmø, at den ej heller vilde slutte sig til de
udlendske (Lybækkerne), uden at den var aabenbart nødt og
tvungen dertil, og skulde dette ske, hvad Gud forbyde, da
skulde saavel Kjøbenhavn som menige Riget blive saa vel
forvarede deri som Malmø.
Den takkede Kollegaerne i
Kjøbenhavn, fordi de havde tilbudt at forhandle med 3,
4 Rigsraader og bringe Sagen til en fredelig Ende.
Af de 3 Breve fra Malmø sendte Magistraten i Kjøben
havn Genparter til Hr. Mogens Gøye og bad denne Stadens
gamle Velynder om, at han vilde komme til Kjøbenhavn.
forat den kunde foi’handle med ham, at alting kunde komme
til en god Fredsomlighed og bestandelig Ende. Det var en
Sag, der i høj Grad angik ikke alene Staden men ham selv
og hele Riget, og man stolede paa, at han vilde komme
hurtigst, „ti al Nød og Nødtørftighed det nu paa denne Tid
af os fordrer“ x).
I Kjøbenhavn var ingen saa mægtig Fører for det lybske
P arti som J ø r g e n K o k i Malmø. Ambrosius Bogbinder liavde
mistet sin Stilling som Borgmester, besad ikke den Ind
flydelse, som en Stilling i Raadet medførte og var vel ej
heller saa dristig, ihærdig og snedig som Jørgen Kok ; denne
drog derfor til Kjøbenhavn og holdt sig skjult i Ambrosius’s
Gaard i Højbrostræde2) med en Del væbnede Mænd forat
overfalde Slotsherren Hr. J o h a n U r n e , naar denne fra Slottet
gik i K irke, men han var ledsaget af et talrigt Følge og
Slotsvagten var saa stærk, at Slottet ikke paa nogen Maade
kunde komme i de sammensvornes Hænder. Han søgte ogsaa
ved List at overrumple Johan Urne paa selve Slottet, idet
han ved megen udsøgt Høflighed gav Anledning til, at han
blev indbudt til at spise hos denne. Men da Johan Urne
mærkede, at Jørgen Kok havde et stort Følge, lod han ogsaa
’) K. D. IY. 483—88.
2) Han ejede selv et Hus i Store Færge
stræde. K. D. II. 273. D. Mag. 4 R. I. 337.