138 / 376
132
Opløb paa Gammeltorv.
forligt med Prælaterne, der ikke forbød den lutherske
Religionsøvelse, men kun forlangte, at Præsterne ikke inaatte
trænge sig ind i Menighederne uden Biskoppernes Yilje og
Befaling. Man skulde kun gaa hjem i Stilhed og passe sine
Sager, da Magistraten nok skulde vaage over, at der ikke
blev noget vedtaget imod Religionen og dens Lærere, der
stred mod billige Krav. Men det var langtfra, at der frem
bragtes større Ro, og de haarde Skældsord mod Biskopperne
vedblev. Derover blev de udsendte Øvrighedspersoner for
bitrede og udstødte med høj Røst Trusler, der vel ikke
kunde høres gennem Larmen, men nok kunde forstaas
gennem deres Lader, og det havde kun den Virkning,' at Almuen
raabte, at hvis Hans Tavsen ikke kom ud, vilde man sprænge
Raadhusets Port. Man lod derpaa Hans Tavsen gaa ud paa
Torvet og lovede at være ansvarlig for hans L iv; Forsam
lingen opløste sig, enhver maatte gennem den oprørske
Skare søge Yejen til sit Hjem, og man kan nok tænke sig,
hvilken farlig Gang det har været for Rigsraadet og Præ
laterne. Det var navnlig mod Biskop Joakim Rønnov, For
bitrelsen vendte sig, men Tavsen fulgte selv sin Modstander
til Bispegaarden og fride ham derved fra Mishandling al
den oprørte Folkehob1), en Begivenhed, der er tilstrækkelig
bekendt og nylig end ydermere gaaet over i den almindelige
Bevidsthed ved C. Blochs bekendte Maleri paa Universitetet.
Istedenfor Forbund med Lybæk havde Rigsraadet valgt
Forbund med dets Fjende Holland og med Hertug Kristian
i Holsten, idet Holstenerne i modsat Fald havde truet med
at løsgive den fangne Kristiern II., og hermed var Signalet
givet til Kampen med Lybæk. W u l l e n w e w e r havde under
sit Ophold i Kjøbenhavn sluttet sig til den fangne Konges
og Evangeliets ivrigste Tilhængere, Ambrosius Bogbinder og
Borgmester Jørgen Kok i Malmø, og forestillet dem, at den
eneste Maade, hvorpaa Evangeliet kunde faa Fremgang, var
*) Krag
og
Stephaaius Kristian III’s Hist. ved Sandvig I. 22— 23.