135 / 376
Processen raod Hans Tavsen.
129
Forkæmper og med sin skarpe Dialektik efter den katholske
Opfattelse virkelig i flere Henseender ogsaa blev den
sejrende. Det var navnlig om Nadverlæren, der fremkom en
skarp Ordveksling, ved hvilken Lektor Povl endelig formu
lerede Sagen til et bestemt Spørgsmaal, paa hvilket Hans
Tavsen ikke kunde svare andet, end at han ikke kunde er
kende Nadveren med den katholske Indvielse forat være det
rette Sakrament. Dermed var han dømt af Rigsraadet, der
udtalte, at han burde straffes efter Loven og staa til Rette
efter Recesser og Stadens Privilegier.
Dog, man lod Naade gaa for Ret, der var alligevel for
mildende Omstændigheder, og Folkets Larm og de stadig
højere Raab udenfor Raadhuset viste Nødvendigheden af at
fare med Lempe.
„For Guds og alle vore kærlige Bøns
Skyld *) omdragede og forlod samme værdige Herrer saadan Straf
og Pine, som Mester Hans forskyldt havde og med rette lide
Og undgælde skulde
Yed denne Lejlighed har dog de to
Købstæders luthersksindede Magistrater og de tilkaldte Borgere
gjort sig gældende, i alle Fald formelt, og sikret deres
elskede Prædikants Liv; men mere kunde de ikke for Øje
blikket udrette. Det var en dyrekøbt Benaadelse, ti det
ble'v Tavsen for Fremtiden forbudt at befatte sig med nogen
af Kjøbenhavns Kirker, at skrive eller lade trykke Bøger,
og han blev forvist fra Sæland og Skaane. Joakim Rønnov
fik igen Kirkerne i Staden, og det var kun ham, der
skulde indsætte Prædikanter, „som lære og forkynde det
hellige Evangelium og Guds rene Ord, som de vil ansvare
og være bekendte, desligeste ministrere Sakramenterne, holde
Messe og anden Gudstjeneste, som kristeligt og tilbørligt er
i alle Maader“ .
Hermed faldt Dommen tillige over* Stadens andre
evangeliske Præster, der var givne i Biskoppens Haand.
„Men“ , siger A. Heise, „var man engang kommen ind paa
') „Dannemænds Forbøn“ se Kbhvn. i Middelaldren S, 131.
9