130 / 376
men hvad der viste Protestanterne, at Vægtskaalen var sunken
til deres Modstanderes Side, var fremfor alt Frue Kirkes
højtidelige Indvielse 15. Nov. til katholsk Gudstjeneste. Det
maatte nu blive dem klart, at de ikke længer var det
frygtede Parti, men at de maatte tage sig i Agt; der var
ikke andet at gøre end at vente taalmodig paa Fremtiden,
der var dog endnu en Mulighed for, at deres gamle Konge
kunde have en saadan Fremgang i Norge, at ogsaa Danmark
maatte falde ham til Fod.
Der laa nu en stærk Besætning i Staden, baade af Ryttere
og Landsknægte, som var nærved at tømme dens Forraads-
kamre. 2. Jan. 1532 maatte Kongen derfor byde de sæ-
landske Bønder at yde en viss Mængde Korn, Flæsk, Smør
og Kød for Betaling, nemlig 6 Mk. for hvert Pund Korn,
11 Vs Mk. for en Otting Smør, men Flæsk og Faarekød efter
dets forskellige Værdi1). Hvad der imidlertid var værre,
var at Landsknægtenes Sold, ~som Kongen skulde udrede,
ikke blev dem udbetalt, de gjorde My t t e r i mod deres Høveds-
mænd og tilføjede dem Overlast. At det var et farligt Opløb ses
af et Brev af 23. Jan. fra Anders Bilde til Søholm til Hr. Henrik
Gøye, den forrige Statholder under Kjøbenhavns Belejring
1523, der nu var Høvedsmand paa Vordingborg Slot. Hr.
Oluf Rosenkrands til Vallø havde bedet dem begge komme
til Kjøbenhavn med saa stor Krigsmagt, det var dem muligt,
og nu var det hans Bøn, om Hr. Henrik vilde komme snarest
muligt med saa mange Svende, Heste og Harnisker, hau kunde
afstedkomme, og desuden medtage alt det Kirkesølv, som
Kirkerne i hans Len skulde levere efter kgl. Befaling i Skat2),
til at tilfredsstille Landsknægtene med. Skulde der komme
1 2 4
Landsknægtenes Oprør i Januar 1532.
Kristiern, men kun faaet ham fjernet forat undgaa Muligheden
af, at han som en af Byens mest ansete Raadsherrer kunde
indlade sig med den fordrevne Konge paa Byens Vegne.
K- D. IV. 466.
2) Om Kirkernes Beskatning 1532 se Ny
kirkehist. Saml. IV. 26—45.