131 / 376
Landsknægtenes Oprør i Januar 1532.
1 25
noget Mytteri og samtidig et Angreb af Kristiern II., „da vide
I vel selv og kunne vel besinde, at vor naadigste Herre og
vi alle kunne komme der i stor Skade og Fordærv for®.
Biskop J o a k i m R ø n n o v raadede fremfor alt til Forlig med
Landsknægtene. 22. Jan. kom 2 Landsknægte, der var ud
sendte af de andre, til liam, men ban bad dem 'rente nogle
Dage, saa skulde de faa deres Sold fra Mønten, der arbejdede
Dag og Nat. Han raadede til, at Kongena Rentemestre
snarest skulde komme med hvad de havde, og i det hele
burde Oprøret stilles med det , gode. „Det vil ikke have god
Lempe saa at ride ind med Heste og Rustning
for det store
Skrig og Raab, som deraf udspringe skulde,
at
Adelen her i
Landet skulde være oprejst imod Landsknægtene og Lands
knægtene og Borgerne imod Adelen, saa der skulde komme
firdobbelt større Skrig og Raab af end det nu er, og skulle
Knægtene deraf tage en ond Grund imod Adelen baade om
samme deres Sold og udi andre Maader. Desligeste skulle
vore og Rigets Fjender tage der en stor Fortrøstning af,
naar de det spurgte. “ Han mente , at det var rigtigst at
Oprøret stilledes under det Paaskud, at Knægtene var uenige
med deres Høvedsmænd om deres Sold, hvilket tidt og ofte
var sket baade her i Danmark og andensteds, „det jeg og
selv udi Frankrig, Yalland og andensteds set og hørt har,
og bliver ikke heller det sidste i slig Maade ske skal" ; det
var derimod ikke rigtigt, at det hed sig, at det var Kongen,
der ikke kunde betale. Naar Oluf Rosenkrands og Anders
Bilde blev enige om at give dem 2 eller 3000 Lod Sølv i
Betaling, vilde han selv yde sit Bidrag ved Kannik Hr. Jep
Heye, hvem han havde givet sine Befalinger, ligesom han
havde beordret Møntmesteren til at udrede til dem, hvad
han havde møntet. Iøvrigt havde han sine Folk til rede
Dag og Nat og hans Harnisker var i Kjøbenhavn, saa han
vilde aldeles rette sig efter de andres Beslutning1). Biskoppens
») K. D. IV. 466— 69.