282 / 376
274
Krigen 1658.
Ikke længo efter fortrød Karl Gustav, at han havde
været for lemfældig, og indsaa, at han fremfor alt behøvede
Enevælde over Øresund. Hans Fortrolige Erik Dalberg, den
egenlige Ophavsmnnd til Toget over Store Belt, fik allerede
18.
April Bud til General Vrangel om at forblive i Sæland,
for saa vidt han ikke allerede havde trukket Tropperne bort
derfra, og i sidste Tilfælde holde Fyn og Jylland. Under
handlingerne i Anledning af Krigen blev trukne i Langdrag,
og de svenske Gesandter Sten Bjelke og Coyet, navnlig den
sidste, stemte stadig de svenske Fordringer i Vejret. Den
første kaldtes sidst i Juli til Karl Gustav, der da opholdt
sig i Kiel. I de samme Dage kom den danske kgl. Kammer
skriver Kristoffer Gabel til samme By paa en Rejse til Ham
borg, og Kar] Gustav medgav ham til Kong Frederik For
sikringer om Venskab og Hengivenhed, men Dagen efter gik
Kongen ombord paa sin Flaade med det franske Sendebud
Terlon, og her fortalte han denne, at Toget gik mod Dan
mark. Det var egenlig Karl Gustavs Plan at sejle lige ind
i Kjøbenhavns Havn og tage Staden ved Overrumpling, men
Krigsraadet fraraadede dette bestemt. Man satte da Kursen
efter Korsør, hvor man ankom 7. Avgust, gik i Land næste
Dag, den 9. var Kongen i Slagelse, den 10. i Ringsted.
Han lod udsprede, at Svenskerne ikke kom i noget fjend-
ligt Øjemed, men forat hjælpe Kong Frederik mod den op
rørske Adel.
Nogle Dage, førend Karl Gustav brød Freden, har den
danske Regering dog faaet Nys derom, ti allerede den anden
Avgust holdt Rigsraadet Møde, og Kansleren Kristen Skeel
optegner i sin Dagbog1): „Uden Raad, uden Trøst". Man
overvejede allerede da om, hvad der var at gøre, hvis Sven
skerne gik i Land i Sæland, og var villig til at gøre dem
alle mulige Indrømmelser forat bevare Freden. Søgte man
Hjælp hos Holland, kunde Danmark være fortabt, inden
*) D. Mag. 3 R IV 318— 21.