287 / 376
Møde paa Slottet!
279
den første Nat eller Dag, de ankom, og ikke troligt, nogen
skulde knystet imod hannem, om han saaledes vilde faret i
en Hast og ikke for længe raadført og bespurgt sig“ .
10. Avg. blev Magistraten og de fornemste Borgere op
kaldte paa Slottet, og der adspurgte Borgmester Hans Nansen
den talrige Forsamling om, hvilket Svar man skulde give
Kongen med Hensyn til Forsvaret. Da optraadte en Garver,
hvis Navn desværre ikke er bevaret, med de Ord, „at det
skulde være Spot og Skam, skulde man overgive og forlade
Kongen og Staden for Svenskens Trusel og ikke skulde set
en Fjende engang under Øjne-, havde man først forsøgt en
haard Pust og man blev nødt til at give sig og kunde ikke
slaa, saa var man undskyldt41.
„Derpaa raabte alle i hver-
andres Munde, de vilde staa det længste, de kunde, naar
de ikke kunde længer, var det tidlig nok at bede om
Naade, de vilde først forsøge det saa yderst, som de mest
kunde.
Borgmestei’en raabte og spurgte, om det var alle
deres stadige Forsæt. Da raabte alle Borgerne: ja, ja, de
vilde alle stræbe og slaa, saa længe de mest kunde“ .
Dernæst traadte Kongen og Rigsraadet ind i Salen, og
Kansleren oplæste det kgl. Budskab, hvortil Hans Nansen
svarede: „Endog det var kommet Borgerskabet til Ørene, at
dem skulde været tillagt, at tilforn udi forrige Vinter, der
Fjenden kom ind i Sæland og vi havde saadant et herligt
Tal Folk, der lystede og begærede inderlig, de maatte gaa
paa Fjenden, da skulde der været nødt til at gøre Fred og
give Landene bort, fordi Borgerskabet skulde ikke være at
lide paa, om der skede noget Nederlag paa vore Folk.
Men nu vilde han forsikre Hans Majestæt om Borgerskabets
Troskab, at de skulde staa og gaa, vove Gods og Liv for
Hans Majestæt, at hver skulde se, hvad Hjærte, den borger
lige Stand udi Kjøbenhavn havde til deres Konge, og straks
spurgte Borgmestrene Borgerne til udi Kongens og Rigens
Raads Paahør, om de det vilde holde, som han for dem
lovede.
Da raabte de alle i hverandres Munde: ja, ja.