292 / 376
Plage, ikke ved Blodsot eller andet farligt Tilfald i Guds
Vrede, men nu gaar de til den ene med den anden ulastede,
usagte, upaamindede, men ret af fri Vilje og sønderknust
Hjærtens Ydmyghed og lagde det af, at man ikke saa nogen
med en nibbet Hue eller slemt Halsklæde i denne Belejrings
Tid indtil nu dette Aar 1660, at alle enfoldige, som tilforn
har kendt Kjøbenhavn, undrer sigr de saa længe holder sig
fra gammel Vane.
Ti om de udi Pesttid noget har ladet
falde med sligt Hoffærdigheds Tegn, saa har det dog baade
været lidt og varet stakket, førend de dem igen har op
taget. Gud regere og bevare, det skal ikke optages alt for
tidlig, værre og slemmere end tilforn, men da maa vi spaa
os det, os ilde vil smage“ .
Saaledes moraliserer den skik
kelige Anders Hjørring.
Samme Dag, 10. Avg., udstædtes ogsaa Befaling om at
stikke Forstæderne i Brand, for saa vidt som Husene ikke
var nedbrudte. Da Fjenden næste Dag kom foran Staden, saa
han de brændende Forstæde'r, der var det første Tegn paa, at
Staden vilde værge sig for Alvor.
Men var dette muligt?
Indbyggerne var, som omtalt, ikke forsynede med Levneds
midler. Allerede 9. Avg. havde Kongen ladet Kvæget, der
græssede paa den Kongen tilhørende Islemark, inddrive, og
Byens Kvæg var ogsaa bragt i Sikkerhed, men iøvrigt var
det for Kjøbenhavn i den Retning den uheldigste Tid lige
før Høsten. Markerne til Byen og omkring Utterslev, Lade-
gaarden, Valby og Gamle Vartov bugnede af Sæd, men der
var intet i Hus og det blev fortæret af Fjendens Heste.
Dernæst var Befæstningen i den elendigste Tilstand. Imellem
Kastellet og Volden var en aaben Plads paa 200 Alen,
gennem hvilken Fjenden i Eskadroner kunde have redet ind
uden Hinder, og der var vel gjort Begyndelse til Grave,
men Vandet i dem var ikke et Kvarter dybt.
Den oven
nævnte Jens Lassen fik der opstillet nogle hundrede Arbejds
vogne og lod i de nærmeste Dage her nedramme 3 Rader
tykke jernbeslaaede Egepæle, som saa blev beslaaede med
2 8 4
Fæstningsværkernes elendige Tilstand.