281 / 376
Krigen 1658.
273
Uenighed og Mistro mellem Kongen og Adelen og mellem
den sidste og de ufri Stænder
Gersdorfs og Skeels Budskab om Karl Gustavs store
Fordringer vakte først Forbitrelse, derpaa Sorg og Ned-
slaaethed. General Trampe var en af de faa, der ikke
tabte Modet. Han tilbød i Spidsen for 4000 Mand at gøre
Udfald og slaa Svenskerne tilbage; man kunde imidlertid
væbne Studenter, Haandværkssvende, Borgere og Bønder,
hvis Tal var større end hele den svenske Hær. Kongen var
villig til at gaa ind herpaa, men Rigsraadet ansaa det for
altfor farligt; hvis Trampes Udfald mislykkedes, vilde Ulykken
blive meget større. Der var intet andet for end at søge
Fred, selv paa de haardeste Betingelser.
I Høje Tostrup optoges Underhandlingerne paany 16.
Februar, og Frederik III tilbød hemmelig Ulfeldt Trondhjem
Len paa Livstid og Baahus Len til hans Søn, hvis han
kunde bevare disse for den danske Trone. Men alt for
gæves.
18. Feb. underskreves Hovedpunkterne for Freden,
og den endelige Fred sluttedes i Roskilde 28. Febr. Joakim
Gersdorf kunde med rette sige til den engelske Gesandt:
„jeg vilde ønske, jeg hverken kunde læse eller s k r i v e o g
Kristen Skeel græmmede sig til Døde. Danmark mistede
alle Landskaberne østen for Sundet. Men det var et Held
for hvad der skulde komme, at Kjøbenhavn havde været al
vorlig truet. Man fik Lejlighed til at tale om, hvad der
kunde have været gjort og hvad man en anden Gang vilde
gøre, skammede sig over Modløsheden og besluttede ved en
anden Lejlighed at holde bedre Stand. Derfor traf det næste
Anfald ikke Borgerskabet uforberedt, og det var en hel
anden Aand, der da besjælede det. Man maa ej heller
glemme, at der er stor Forskel paa at føre Krig i den
strengeste Vinter, da Sjæl og Legeme knuges af Mørke og
Kulde, og paa at modtage en saadan i den varme Sommer,
da Sindet er let og Besværlighederne færre.